Der er ansatser til noget, men …
Her på Heavymetal.dk har vi efterhånden et længerevarende bekendtskab med den københavnske stonertrio Zeup: I 2020 anmeldte vi deres demo A Taste of Zeup, året efter kastede vi os over ep’en Blind, og i januar tog vi os af fuldlængdedebuten Mammals. Selvom vi altid har været glade for bandet og har kunnet se potentialet, er det ’kun’ blevet til en række karakterer i midten af skalaen – sekstaller og et enkelt syvtal – og den helt store forløsning lader således vente på sig. Nu er trioen klar med en ny ep kaldet Roads, og spørgsmålet er selvfølgelig, om bandet med denne udgivelse formår at indfri sit eget potentiale.
… der køres på autopilot
Meget godt kan siges om Zeup – og det vil jeg også gøre i det følgende – men lad os bare afsløre konklusionen med det samme: Roads er ikke pladen, hvor den københavnske trio for alvor overbeviser nogen om deres exceptionelle kunnen eller særlige relevans. Det hele lyder godt, bandet spiller fint, og produktionen er også i orden. Alligevel savner man noget særkende, noget vildskab og måske i virkeligheden mest af alt, at bandet udfordrer sig selv. Det hele bliver desværre en kende for simpelt, for kedeligt og, ja, beklager, for ligegyldigt.
”Riding” lægger for med klassisk stonerrock og egentlig et fint guitarriff, der snildt kunne have figureret på Valley of the Suns The Chariot (2022). Det er ingen raketvidenskab, men håndværket er i orden, og sangen svinger på en fin måde, om end vokalsiden med fordel kunne slå lidt hårdere. På ”Winding Roads” går trioen ned i tempo, det hele slæber, og lyden er tungere. Nummeret har den helt rette beskidte lyd, og groovet er heller ikke til at tage fejl af – men alligevel formår ”Winding Roads” ikke rigtigt at hæve sig over et middel niveau. Der mangler simpelthen noget opfindsomhed og særkende.
På ”Wake the Dead” fortsætter trioen i den tunge ende af skalaen og præsenterer igen et guitarriff, der egentlig fungerer fint, men som desværre mister nærved al sin styrke i versene og især i omkvædene. Der er bestemt syngmedkvaliteter i omkvædet, men er det virkelig der, bandet gerne vil hen? Pladen lukkes med det instrumentale nummer ”Breakville”, der på den ene side er ganske udmærket – men på den anden side, præcis som de øvrige numre, aldrig kommer helt op at ringe. Det er faktisk ikke engang tæt på; det gør ingen fortræd, er ganske behageligt at lytte til, men ærlig talt, det rykker altså ikke ved noget.
Tag styringen – udfordr jer selv
Og det sammenfatter vel egentlig meget godt oplevelsen af Roads: Ep’en er fin og lyder tilforladelig – men der er intet spektakulært eller særligt ved den, som får mig op af stolen. Om Mammals skrev vores anmelder, at Zeup sagtens kan spille fed stoner og skrive gode riffs, men at der tilsyneladende ikke bruges meget krudt på at udforske, hvor numrene kunne bevæge sig hen, eller hvordan riffene og så videre kunne videreudvikles. Det samme gør sig desværre gældende på Roads: Det er vellydende, men forudsigeligt og jævnt.
