Zero Illusions er et svensk metalband, og dette er deres andet album - deres debut "Enter Eternity" udkom i 2008.

Deres stil beskrives typisk som progressiv power metal, men jeg synes ikke rigtigt, at jeg kan høre så forfærdeligt meget power metal på dette album - i hvert fald ikke den typiske episke europæiske power metal, men hvis man inkluderer den lidt mere hårdtslående form for amerikansk traditionel heavy metal, der førhen også blev regnet for power metal, så er power metal-stemplet måske ikke helt ubegrundet. Det progressive er måske heller ikke så åbenlyst, da de fleste numre lader til at følge den traditionelle vers-omkvæd-vers-omkvæd-mellemstykke-vers-omkvæd formular, men der er da nogle underlige akkorder og også en del skæve takter.

Numrene er således meget kompakte - egentligt både i struktur og i produktion - og trækker en del på simpel groove (med et par Zakk Wylde hvin hist og her) og ikke rockede alt for komplicerede riffs; eller rettere, det virker ikke kompliceret, men de skæve rytmer er der jo, og jeg tror måske det mere er et spørgsmål om at Zero Illusions er gode til at tage noget komplekst og få det til at virke mere simpelt, end det er. Jeg kan egentligt godt lide den måde, bandets riffs faktisk er meget klassisk og rockede, men stadigvæk på en måde sofistikerede og komplekse - gode eksempler herpå er "Alive", "Honesty", "Son of the Devil", "Oblivion" og til dels "Follow the Sign". På den vis fortsætter de egentligt stilen som blev lagt for dagen på "Enter Eternity".

Produktionen er som sagt meget kompakt, og jeg synes også, at den forvrængede guitar lyder meget rå og upoleret. Jeg kan forestille mig, at hvis man er til finpoleret moderne metal-lyd, så er man måske ikke så begejstret for guitarlyden, men hvis man er til en mere rå hard rock lyd, så tror jeg, at man ville kunne værdsætte den råhed, som lyden tilføjer musikken.

Vokalist Björn Asking har en meget speciel stemme, og det er nok noget, man lige skal vænne sig til, men hans lettere nasale, og nærmest gadedrengeagtige måde at synge på passer fint til den mere rå og rockede side af denne plade.

"Oblivion" er på mange måder en af den slags plader, hvor man måske rynker på næsen i det første nummer, men som efterhånden overvinder en i løbet af første gang, man lytte det igennem i takt med, at man opdager, hvad det har at byde på.

Et spændende album, der er byder på både komplekse og skæve rytmer og rå rockmusik, og som sikkert appellerer til både fans af progressiv metal og til mere rå hard rock. Var man fan af "Enter Eternity", kan man trygt købe denne skive.