Kukure og naziguld, det er sgu da rimeligt metal!

Schweiz er nok mere kendt for kukure, mælkechokolade og skjult naziguld end metal bands.

Det ændrer dog ikke på, at nogle af de største og mest legendariske bands, vi kender og elsker, stammer fra dette lille alpeland. Hvor ville vi have været uden Celtic Frost måske?!

Solipsis er bandets andet album, og her kan man jo selv indsætte klichéen om ”den svære toer”, men man skal ikke lytte ret meget til albummet, før man indser, at Xaon godt ved, hvordan man komponerer et stykke musik.

Devin Townsend, er det dig!?

Genremæssigt er vi ude i noget symfonisk-melodisk-progressiv dødsmetal dog med meget store armbevægelser og fuldt tryk på det teatralske. Tænk ”Devin Townsend og Wintersun har lavet et band”, for det er nok den bedste måde, jeg kan beskrive Xaons lyd på. Som anmelder er denne slags plader nok de værste at få udleveret, da musikken er så god, så velskrevet, så velkomponeret og så velproduceret, at det bliver svært at fylde en A4-side med lovprisninger. Det er meget nemmere, hvis et album er elendigt, for så kan ens harme virkeligt få lov til at flyde, som var det blodet fra Stockholms adel i 1520!

Måske er det også fordi, at vi danskere har utroligt nemt ved at være negative men utroligt svært ved at være positive? Tag nu et nummer som ”Mobius”, man har ikke en chance for at modstå den kraft, der er i det nummer. Man bliver blæst tilbage og sidder bare med et fjoget smil, et tomt blik og en rasende stådreng, for hele ens essens er netop blevet masseret af fløjlsbløde fingre. 

Når man så tænker på, at Xaon er en duo, bliver man helt konfus og endnu mere imponeret. For der er gang i så mange instrumenter og så mange elementer på hvert af de ni numre, at man næsten skulle tro, der var 30 medlemmer for at få det til at fungere bare nogenlunde. Men det er jo Schweiz, en nation med tysk effektivitet, fransk charme og italiensk temperament – så hvad mere kan man forlange?

Undskyld, har du set min kæbe?

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente, da jeg trykkede play, men hold da op, hvor blev jeg blæst tilbage, og jeg blev imponeret fra første sekund. Solipsis er et fuldstændig vanvittigt værk. Alting går simpelthen op i en højere enhed – selv sangtitlerne. Fx så er nummeret ”Beast” langt mindre melodisk og progressivt end de andre numre – til gengæld er det langt tungere og mere brutalt, præcist som navnet jo lægger op til. På samme måde er ”River” et langsomt og primært klaverbaseret nummer, der virkeligt får en til at tænke på de krystalklare og iskolde floder, der flyder igennem det snedækkede alpelandskab, og det glider perfekt over i albummets sidste nummer ”Mask”.

Jeg har svært ved at beskrive, hvor imponerende, jeg synes, Solipsis er, da jeg ikke har fundet alle stykkerne af min kæbe endnu, for så hårdt ramte den gulvet pga. dette mesterværk.

Jeg har virkeligt svært ved at finde på flere måder at beskrive albummet på, jeg kan ikke sige andet end, at det er gennemført genialt og fortjener alt den ros og anerkendelse, der findes!