Andet album fra den stærke formation
Krigen har medført sit første offer
Wovenwar er måske et nyt bekendtskab for dig, men fire ud af bandets fem medlemmer stammer fra det før så succesrige band ved navn As I Lay Dying, som led en hård skæbne, da deres forsanger Tim Lambesis forsøgte at få sin ekskone myrdet. Jeg var selv stor As I Lay Dying-fan og var super spændt på Wovenwars første album, som desværre skuffede mig fælt. Forventningerne til dette andet album var derfor ikke lige så høje, men jeg formår stadig at være en smugle skuffet over resultatet. Jeg er godt klar over, at Wovenwar ikke bliver det nye As I Lay Dying, men med deres musikalske kunnen i baghovedet, så havde jo dog nogle forventninger til kvaliteten. Om det samme gælder guitarist Phil Sgrosso ved jeg ikke, men faktum er, at han har valgt at forlade bandet, inden det nye album overhovedet har ramt gaden. Efter eget udsagn kunne han ikke stå inde for musikken på nuværende tidspunkt og derfor ikke give sig 100 procent til dette band, men forsikrede at have gjort netop dét under indspilningen. Lige meget hvad er det et stort tab for Wovenwar og en rigtig ærgerlig udvikling, inden de overhovedet rigtigt har fået sat fra land med andet album.
Det er søvndyssende perfekt
På Honor Is Dead fortætter de stilen fra første album, men med en tand mere distortion. Der er lidt mere smæk på end på forrige album, og det er naturligt nok, da første album blev skudt ud forholdsvis hurtigt efter bandets nervøse dannelse. Man fristes til at sige, at de har fundet ben at stå på, hvis man glemmer den kendsgerning, at et af de bærende medlemmer netop har forladt bandet.
”Confession” starter albummet ud med en behersket gang metalcore. Det er et af de mere melodiske numre på albummet med nogle super catchy og fede guitar riffs, tilsat lidt effekter. Det er et godt nummer, og forsanger Shane Blay skifter mellem den rene vokal og lette skrig. Det står klart allerede her, at det er knivskarpt produceret, og der er dermed ikke meget kant tilføjet fra denne side. Nummeret bliver fulgt op af ”Censorship” hvor man for alvor får deres musikalske færdigheder at mærke. Hurtige og præcise riffs og eminent og tungt trommespil. Det er perfekt helt ned til fingerspidserne, og vokalen er der heller ikke meget at pille ved. Det er melodisk med visse tunge og catchy elementer, men det formår alligevel ikke at bide sig fast. Det er søvndyssende perfekt, og det byder ikke ind med noget, man ikke har hørt tusind gange før. Jeg synes i den grad, at Wovenwar kæmper med at skabe deres egen lyd og skille sig ud fra mængden: Hvordan kan man høre, at det her er Wovenwar og ikke et hvilket som helst andet band?
Det problem bliver ikke mindre på titelnummeret ”Honor Is Dead”, som intet som helst har at byde på. Jeg kunne sværge, at jeg har hørt det tusind gange før, men uden at sige med hvem. Positivt er det dog, at bassen virkelig får lov at dominere lydbilledet, og det giver nummeret en rigtig fed dybde, men udover dét er det ren og skær skole-metalcore. Ren vokal, lidt guitarlir, og kedelig vokal.
Lyt til det, elsk det og gem det så væk
Ret skal være ret, der er også numre som fortjener anerkendelse, og det er numre som ”Lines In The Sand” og ”World On Fire”, hvor de små karismatiske træk, som Nick Hippa og resten af det fantastiske band dog har pådraget sig igennem deres karrierer, skinner igennem. Men man vil uden tvivl synes, det her album er suverænt godt ved første gennemlytning, for det er det! Men hen ad vejen bliver det bare for meget af det samme: Ting, man allerede har hørt fra bands, man sikkert også vægter højere end Wovenwar. De er nødt til at finde på noget, hvis de ikke skal være de evige opvarmere for andre bands og selv vil have en headline-tour. Men flot produceret, eminent, velspillende, men med mangel på fantasi. Derfor får Wovenwar seks kranier.
