Den australske ulveflok er ude med deres fjerde studiealbum

Nyt kuld og nyt pladeselskab

Andrew Stockdale har igen samlet ulvene og netop udgivet det fjerde album i Wolfmother-navnet siden bandets begyndelse i år 2000. Wolfmother fik slået deres navn fast i 2004 med deres fabelagtige debutalbum af samme navn. Der er blevet skiftet ud i besætningen siden, men Andrew og co. vover pelsen med nyt pladeselskab og gør sit forsøg på endnu engang at erobre rocktronen.

For satan den ulv kan hyle!

Første nummer, ”The Love That You Give”, sender med det samme sprøde 70’er riffs afsted og slår fast, at lyden, som de havde på deres første album, er tilbage. Og er man ikke overbevist, så bliver deres første single, ”Victorous” smidt lige i hovedet på dig og kæler for dine øregange på en virkelig overbevisende og fantastisk måde. Alle ens fede sommerminder kører som et diasshow i hovedet, når man hører Andrew hyle derudaf, efterfulgt af lyden af en guitar der gør det, den er skabt til, nemlig at levere det ene knivskarpe riff efter det andet. Der er masser af bid i de hunde her, men de slipper alligevel grebet om byttet for i sin helhed, halter de en smule. Efter første halvdel af albummet, bliver det resterende en smule monotont på en måde, der er svær at forklare. De mangler lige det sidste til at gøre albummet interessant hele vejen igennem.

Deres bedste album?

Det er et rigtig godt album med masser potentielle hits, men der mangler altså et eller andet, der får mig til at opretholde interessen hele vejen igennem. Men jeg vil uden tvivl sige, at det er deres bedste album, hvis man ser bort fra deres debut. Stilen og lyden er tilbage med nogle fantastisk fede og velsammensatte numre, men hvor der lige mangler en knivspids, der gør, at jeg marcherer ned ad gaden med pladen over mit hoved. Det, som er godt, er virkelig godt, men det resterende går hen og bliver en smule kedeligt. Vurderingen bygger på, at jeg stadig synes, at deres debut er bedre, selv om det heller ikke i mine øjne er et mesterværk. Men som fan af rock har man pligt til at høre det her album, for det er fandme fedt.