Lykkelig uvidenhed

Jeg er ganske bekendt med hovedmanden bag Wolfheart – den stilsættende Toumas Saukkonen – grundet hans betydning for den efterhånden genkendelige finske lyd af de mere ekstreme genrer. Dette til trods har jeg aldrig tidligere stiftet indgående kendskab til Wolfheart – Saukkonens nu eneste band. Hvorfor jeg ikke før nu har tjekket Wolfheart ud, skal nok tilskrives selektiv uvidenhed, da jeg var brændt ud på finsk melodisk ekstremmetal for nogle år siden og lod den tage en velfortjent pause. Men ved gennemlytning af Wolfhearts tidligere udgivelser – og her særligt debuten – er jeg jo bestemt gået glip af noget god musik. Det er derfor ikke uden forventninger om kvalitet, at jeg satte bandets fjerde album, Constellations of the Black Light, i afspilleren.

Ikke af rent hjerte

Lad det være sagt fra starten af: Wolfheart er aldeles kompetente musikere, og der er ikke en finger at sætte på det tekniske, og hvad end det er for en genre, Wolfheart nu engang tilhører, så er det hele så fantastisk eksekveret. Soli er spillet med følelse, der er sjælden i metalmusikken, rytmeskift udføres flydende og på en manér, der får det til at virke som det mest naturlige i verden. Med det sagt har jeg aldrig været stor fan af Saukkonens vokal, men har tidligere kunnet ignorere den, mens jeg på Constellations of the Black Light finder den direkte forstyrrende for oplevelsen. Den virker bøvet, og den er direkte antiklimatisk for albummets ellers så episke åbningsnummer, ”Everlasting Fall”. Den lider under en påtaget aggressivitet, som mange steder slet ikke passer ind i mange af albummets virvar af genrer, heriblandt de ellers så velskrevne black metal-passager.

Dette leder mig til min næste anke: Mens finsk ekstremmetal ikke er ubekendt med at mikse folkemusik, symfoniske elementer og de mørkere og tungere temaer ind i deres død- eller black metal, så er det den røde tråd, der er det afgørende succeskriterium. Dette fornemmer jeg ikke på Constellations of the Black Light. Under mine adskillige gennemlytninger af albummet, og efter min oprindelige forelskelse havde lagt sig, må jeg erkende, at jeg ofte følte, stemningen blev afbrudt af genremæssige opbrud, der forstyrrede min indlevelse i Saukkonens tidligere så dragende soniske univers. Der prøves for meget af, og konsekvensen er et produkt, hvor mange dele føles påduttet i et øjebliks kådhed og manglende evne til at begrænse egne ambitioner. Sangen ”Forge with Fire” er det klareste eksempel på ovenstående, men problemet eksisterer sporadisk gennem hele pladen.

Et får i ulveklæder

Er man i forvejen kæmpe fan af Wolfheart eller Saukkonen, så må man ikke lade min pessimistiske tone foroven afskrække sig, for så er det nye udspil nemt at anbefale. Er man derimod – ligesom mig – ikke på forhånd solgt til alt i genren, så er det ikke Constellations of the Black Light, der omvender en. Med en manglende rød tråd falder de mange stilskift som ofre af en overambitiøs tilgang, der til tider virker påtaget, hvor især de aggressive elementer fremstår så ufarlige, at vokalen fremstår komisk gentagne gange. Den givne karakter skal man ikke hæfte sig så meget ved, men for mig var albummet stadig meget nemt at nyde, grundet de til tider meget velskrevne og dragende passager, der er så teknisk veludførte, at de ikke kan andet end at trække det op.