Når det ikke kan blive oldschool nok - Witch Cross er tilbage!

Witch Cross var sammen med Mercyful Fate og Pretty Maids nogle af pionererne på den danske metalscene tilbage i startfirserne. Efter et par demoer udgav de i 1984 deres debut, og meget tidstypiske NWOBHM inspireret, album, Fit For Fight på Roadrunner Records, men luften røg hurtig ud af ballonen. Sidste år begyndte de så småt at spille live igen, hvilket affødte glimrende respons på eksempelvis vores egen Metal Magic Festival, og selv fik jeg også fornøjelsen af at se dem spille opvarmning til Gotthard i Amager Bio. En koncert der efterlod sig positivt, for spilleglæden var bestemt ikke til at tage fejl af.

Der skulle gå næsten tredive år, før Witch Cross fik lavet en opfølger til deres legendariske album debut; Fit For Fight, så spørgsmålet er selvfølgelig om Axe to Grind har været ventetiden værd? Umiddelbart er svaret ja, for udtrykket er meget identisk på begge udgivelser. Der hersker en rendyrket oldschool tilgang på Axe to Grind, både musikalsk og produktionsmæssigt, og det kan bestemt have sin charme. Dog må jeg erkende at lydbilledet fremstår lidt for ude af trit med tiden, og derfor desværre har svært ved at høre hvilke kvaliteter, de i øvrigt ellers legendariske producer navne, Chris Tsangarides og Flemming Rasmussen bringer frem herpå. Ikke at resultatet er decideret dårligt, men lyden kunne sagtens have brugt et mere nutidigt boost, uden af den grund at gå på kompromis med udtrykket. Nuvel, så henvender Witch Cross sig til et begrænset, og i øvrigt uden at træde nogen over tæerne, modent metal publikum. Man må sige, at bandet er tro mod sine fans.

Største forskel mellem de to albums findes faktisk i vokalen, hvor Alex Nyborg Madsen’s lyse og lettere Judas Priest approach på Fit For Fight herpå er erstattet af Kevin Moore’s mere Saxon-agtige udtryk. Jeg kan lide dem begge, men jeg kan nu også godt lide både Judas Priest og Saxon. Så respekt herfra til både Madsen og Moore! Et lille sidespring; Kevin Moore sang faktisk i en periode i Graham Oliver’s Saxon.

En anden og særdeles vigtig ting er det faktum, at Witch Cross faktisk stadig formår at skrive gode numre, hvor melodien er i højsædet. Lyt eventuelt til ”Ride With The Wind”, ”Awakening – Pandoras Box” , ”Demon In the Mirror” eller “Metal Nation”. Bevares, det er hverken prangende eller originalt, men det virker ægte og det er til at synge med på. Stor kunst er det ikke, men det var firserne jo sjældent. Dog underholdende, og det er jo nok så vigtigt også at huske på. Frem med cowboyvesten!