Maestro er et stærkt udspil, hvor universet og teknikken ikke fejler noget
6 års ventetid er godt givet ud
I Israel, det ældgamle højhellige land, findes lidt over en håndfuld dygtige musikere, der går under navnet Winterhorde. Disse dygtige musikere har spillet sammen siden 2001 og har før Maestro udgivet 2 albums – forrige album helt tilbage i 2010, altså for 6 år siden, men det har så sandelig været ventetiden værd.
Winterhorde spiller progressiv metal med elementer fra extreme metal og symfonisk metal m.m. Spændvidden strækker sig fra saxofon til distortion-guitar. Med andre ord spiller Winterhorde meget alsidigt og kan lidt af det hele, men ikke nok med det, så formår de også at komponere numre, der hænger fortrinligt godt sammen.
En spændende rejse
Når jeg skriver konceptalbum, så tænker I måske straks på drabelige masker eller små japanske piger i miniskørt, men her er der altså tale om et album, der rent musikalsk og tekstmæssigt danner et samlet univers. Helt præcist må vi befinde os i Prag ved et koncerthus, som introen, “That Night in Prague”, lægger op til. Her høres en maestros stille skridt, mens et klaver spiller rolige toner, indtil han træder frem på scenen, og jublen ingen ende vil tage. Herefter bliver lytteren ført igennem et væld af forskellige indtryk. Først på nummeret “Antipath”, der starter stille ud med strygere og klassisk guitar, men går over i et hæsblæsende blast-beat, der dog er meget melodisk. Herefter bevæger nummeret sig over i et clean-vokal-vers og videre til et storladent omkvæd, for så lige at slutte af med en omgang harsh vokal. Sådan fortsætter det ubønhørligt derudad. Det er uforudsigeligt, men alligevel velkomponeret – på den fede måde.
Hvert nummer tager dig igennem en dyster historie, der er en samlet del af det større univers – om det så er storladent symfonisk, extreme metal-ish eller progressivt as fuck! De her musikere kan virkeligt deres kram og er så dygtige rent teknisk, at jeg bliver grøn af misundelse. Derfor kan jeg heller ikke udpege nogle numre, som er bedre end andre, da det er helheden af albummet, der gør det fantastisk. Selv det næsten 12 minutter lange “The Heart of Coryphee” har min opmærksomhed hele vejen fra start til slut. Overfloden af positive vibes ophører dog få steder, hvor jeg synes, pladen halter rent produktionsmæssigt, hvilket er en skam, når musikken er så velkomponeret.
Draget af musikken
Til trods for at jeg har skamlyttet dette album, vokser det bare for hver gang, jeg hører det. Der er altid noget nyt og spændende, der drager min opmærksomhed. Jeg er fanget af Winterhordes univers, og glæder mig til at lytte bandets andre albums igennem, hvis jeg engang bliver træt af Maestro.
Skal der nævnes noget negativt, så må det være de få steder, hvor produktionen halter, men er du som mig en sucker for progressiv musik, så er denne plade et must.
