Hedensk tidsrejse
Forestil dig en kold og grå oktober aften i det britiske højland. Året er 1118, orange og gule blade falder til jorden, vinden suser, og du sidder under et tæppe med en kop varm suppe på kirkens gulv. Jeg ved, det er svært med varme udenfor og Copenhell om hjørnet, men luk øjnene og prøv. Stearinlys er tændt på alteret og rundt omkring dig og alle de andre, der også har søgt tilflugt i kirken, og lyser kirkerummet op. En gruppe munke træder frem med nogle strengeinstrumenter og begynder at synge og spille efter hedenske traditioner.
Fortryllende efterår og gammel tro
Britiske Winterfylleths atmosfæriske og akustiske album, The Hallowing of Heirdom, tager dig med på en smuk tidsrejse tilbage til starten af middelalderen, hvor mange ikke ønskede kristendommen og fastholdt de hedenske værdier og principper. Med bløde toner, mandligt kor og en gang imellem en fortryllende kvindestemme fanger skiven efterårsfølelsen og kampen om at holde den gamle tro i live.
Første sang ”The Shepherd” begynder med akustisk guitar og et utroligt, flerstemmigt korarrangement af herrestemmer. Halvvejs inde i sangen tilføjes strengeinstrumenter, enten en violin eller en cello eller måske endda begge dele. Yderligere tilføjes også en kvindes skønsang, som tilføjer en smuk femininitet og en skrøbelighed. Hele pladen er en slags afbræk fra hverdagen og fra de velkendte hårde toner i metal, og tiden står næsten stille, når man hører The Hallowing of Heirdom.
Sange som ”Halgemonath” tager ens bevidsthed med på en rejse gennem elve og vandløb i det britiske højland på en meget smuk måde. Man kan næsten mærke, at man svæver over strømmene, op mod kildens udspring og ind mellem træer og planter på vejen derop. Og når man når toppen af højlandet, ender man med en udsigt, der tager vejret fra en, og ruinerne af en højborg, hvor man kan fornemme alt det liv, der engang var.
Forud for albummet har Winterfylleth udgivet ”Elder Mother” som single, og den fanger essensen af albummet ret præcist. Der er betagende fingerspil, svævende strygere, flerstemmig korsang og følelsen af efterår og historiens aftryk, som er efterladt som spøgelser, der kan føles.
Ren atmosfære uden rumlende torden
Når man hører albummet, er der sgu ikke meget black metal over det. Der er ingen buldrende trommer, ingen rumlende elektriske guitarer og ingen rå vokal, der flænser trommehinden. Der er bare atmosfæren og rene stemmer, og det virker utroligt godt!
Det her er et album, som høres bedst sent om aftenen over et godt anlæg i stearinlysenes eller pejsens skær, med en kop varm te i hånden og med en elsket ved ens side. Alternativt høres det også virkelig godt i et godt headset på en tusmørketur gennem skoven.
