Fra Grækenland til Skotland…
Winter Eternal er et græsk enmandsprojekt, der siden debuten i 2013 har spillet traditionel, melodisk black-metal. I 2018 flyttede manden bag projektet, Soulreaper, til Skotland – måske for at komme nærmere på noget, der minder lidt om bandnavnet? Det vides ikke, men sikkert er det, at projektets tredje album Land of Darkness for nylig er udkommet via Hells Headbangers Records. Det er et label, hvis udgivelser ofte er værd at tjekke ud, og mon det også er tilfældet denne gang?
Kan man fyre sig selv?
Det første, man studser over, inden man overhovedet når at lytte til musikken, er, hvordan denne udgivelse kan komme fra en græsk kunstner. Winter Eternal, Land of Darkness, og et albumcover holdt i blå, hvide og sorte nuancer, nærmest skriger Emperor, Dissection og Immortal. Hvorfor så generisk et cover så langt fra egen virkelighed? Og hvorfor disse nordiske temaer, når man kommer fra Grækenland og har en næsten uendelig rig mytologi og historie at dykke ned i? Der mangler jo ikke ligefrem forbilleder fra hjemstavnen. Samlet set virker det påtaget, og det bliver desværre ikke ret meget bedre, når man lukker øjnene og slår ørerne ud.
Albumåbneren ”Crossing The Blackest Skies” starter lige på og hårdt med klassiske blackriffs og blastbeats for fuldt tryk. Ikke videre originalt, men intentionen gøres klar med det samme, og i det mindste slipper vi for en eller anden tåbelig instrumental intro, vi har hørt tusind gange før. Fine melodiske riffs og temposkift blandes ind i en godkendt åbner, hvis det ikke var for en lille bitte detalje. Den vender vi tilbage til. Titelnummeret, der følger efter, indledes til gengæld yderst utraditionelt med et på ingen måde black-lydende basriff, der suppleres af et helt almindeligt 4/4 trommebeat. En sjov intro der dog hurtigt går over i mere traditionel melodisk black, og den øvelse virker derfor lidt formålsløs. Indrømmet, det er et virkeligt medrivende riff, der tager over, men hele sangens arrangement er en rodebutik, og det fantastiske riff udnyttes derfor slet ikke til fulde. En stemningsfuld melodisk afslutning får ikke lov til at fylde nok, og bidrager egentlig kun til at øge forvirringen.
De resterende sange byder absolut på enkelte vellykkede momenter hist og pist, hovedriffet i ”Isolation” og strygerne i ”Shaped by Grief” for eksempel, men det løfter sig aldrig rigtigt over det gennemsnitlige på noget tidspunkt. Noget, der til gengæld overhovedet ikke er gennemsnitligt, er den detalje, vi talte om før. Soalreapers vokal lyder, som om han optræder for et afdanket Motörhead tributeband. Den ligger et sted mellem rusten og bøvet, og er helt ødelæggende for det samlede indtryk – som jo altså ikke ligefrem er til topkarakter i forvejen. Men det er selvfølgelig svært at fyre forsangeren i et enmandsprojekt, så det er, hvad det er.
Cronos, Quorthon og den lille kæmpe
Det virker måske nok en kende mærkeligt at være sart omkring vokalen, når man som denne anmelder har hørt black metal siden genrens spæde begyndelse. Ingen vil forveksle Cronos, Quorthon osv. med Ronnie James Dio, men på Land of Darkness er vokalen dårlig på den ufede måde, og dermed umulig at se gennem fingre med. Resultatet er, at de positive takter, der trods alt er på dette album, især gode melodiske riffs og en vis portion opfindsomhed, overskygges totalt.