Fra slagmark til troldejagt
Italienske Wind Rose, der har 15 år på bagen, er efterhånden kendte hos Heavymetal.dk’s læsere og har fået en del opmærksomhed – mest til den gode side – af redaktionens anmeldere. Bandets sidste udgivelse, Warfront fra 2022, faldt i specielt god jord her på sitet og fandt sågar en plads på Heavymetal.dk’s top-fem over powermetaludgivelser i det år. Dermed var forventningerne til de italienske dværges sjette album, Trollslayer, der udkom den 4. oktober, tilsvarende høje. Men kan den nye plade leve op til dem? Lad os se!
At være eller ikke at være … en dværg
Ligesom de to foregående plader indledes Trollslayer af et instrumentalt nummer med en titel bestående af “Of__and__” – denne gang er det så “Of Ice and Blood”. Lydmæssigt er der dog denne gang skruet ned for de store medrivende orkestreringer og op for keyboardet spillet af Federico Meranda. Da der dog samtidig er blevet skruet lige lovlig langt ned for guitaren, bliver melodien mange steder primært båret af keyboardet, hvilket gør lydbilledet en smule ensformigt i længden. Fælles for sangene på denne plade er dog også, at de italienske dværgekrigere har fået sat nogle gode, medrivende melodier sammen, der vel at mærke er en smule gentagende. Det skal dog ikke lyde, som om der på denne plade er tale om en substansløs omgang enhedsgrød, for der er også en del, der fungerer godt. På første reelle nummer, “Dance of the Axes”, supplerer førnævnte keyboard og guitaren spillet af Claudio Falconcini for eksempel hinanden fint. Derudover fungerer Francesco Cavalieris rå, til tider nærmest growlende, vokal godt til den folkede melodi, der på grund af sin fængslende og dramatiske karakter højst sandsynligt vil fungere fantastisk i livesammenhænge. Højdepunktet på denne plade er dog definitivt sjette nummer, “Home of the Twilight”, der er en prototypisk Wind Rose-sang med fede intensitetsskift samt en hyggelig og associationsskabende melodi, der sætter den episke atmosfære. Det samme gør sig gældende for efterfølgende nummer, titeltracket “Trollslayer”. Den høje energi opretholdes, og sangens tydelige guitarriff arbejder smukt sammen med keyboardets lidt sartere toner, hvilket er noget, kvintetten fra støvlelandet virkelig har styr på.
En af de mindre gode sange er efter min mening det afsluttende nummer, “No More Sorrow”, hvor Cavalieris stemme, der i forvejen ikke har den helt store spændvidde, lyder virkelig presset – det er ikke just øreguf, men en lettere anstrengende omgang, selv om der er nogle flotte violinpassager i introen.
Et tilbagevendende problem på Trollslayer er, som jeg også nævnte i starten af denne anmeldelse, at keyboardmelodien i flere af sangene lyder temmelig ens. Her havde det været ønskværdigt med lidt mere variation, når instrumentet indtager en så prominent rolle på udgivelsen. Til gengæld er det visuelle gennemført: Bandets nye pressebilleder og albumcoveret på den nye plade er virkelig flotte og velafstemte. Man kan altså konkludere, at Wind Rose sejler i kendte farvande og ikke falder over bord på denne skive.
Som mjød fra en tønde
Samlet set har de fem italienere udgivet en fin plade med flere nævneværdige sange, men til tider virker det en smule, som om ideerne, både i forhold til det lyriske og det auditive, er ved at slippe op. Så undertegnede er i hvert fald spændt på, hvad Wind Rose får bikset sammen i fremtiden. Hvis du vil se, om bandet fremfører nogle af de nye sange live, kan de fanges til Epic Fest 2025.