Wildernessking - Mystical Future

Mystical Future

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nyt sydafrikansk skud på black/shoegaze-stammen gør Deafheaven kunsten efter!

Veludført black/shoegaze - uden de store overraskelser.

Wildernessking er fra Sydafrika og er et af de nyere skud på stammen af det træ, man kan kalde post-black metal, eller beskrive som en blanding af shoegazens storladne akkorder og stemning og dele af black metallens musikalske udtryk. Det er en genre, der deler vandene, og det kan jeg godt forstå. Det er ikke rigtig black metal, men det er tæt på, og det er heller ikke rigtig shoegaze, men det er tæt på!

Der er ikke en finger at sætte på den tekniske udførsel, bandet spiller godt og vokalisten Keenan Oakes, som også varetager bassen i bandet, gør en rigtig god figur. Hans vokal ligger noget tættere op af traditionel black metal-vokal, end hans kollegaers i andre af de moderne bands, der er inspireret af black metallens lyd, og det klæder lydbilledet. Jeg savner dog nogle riffs, hooks, en stemning, et eller andet på Mystical Future, der kan få mig til at spærre øjne og ører op for alvor, og det kommer desværre aldrig rigtigt. Pladens 13 minutter lange afslutningsnummer If You Leave har lidt af det med den fine kvindevokal, men ellers er det småt med det memorable. Desværre har bandet heller ikke kunnet holde sig fra at prøve kræfter med et nær-instrumentalt nummer med afdæmpet, clean guitar, som formentlig har været tænkt som pladens drømmende åndehul. Desværre er nummeret ikke særlig godt komponeret og helt igennem kedeligt. Alcest er verdensmestre i den kunst, desværre formår sydafrikanerne ikke at gøre dem kunsten efter.

Ingen happy-melodier – tak for det!

Der, hvor kæden for mig at se ofte hopper af for et band som Deafheaven, er, når de indbygger de her lidt malplacerede muntre og ”opløftende” (eller hvad det nu er meningen, de skal være) små guitarmelodier i et ellers glimrende og halvdystert nummer. Det holder Wildernessking sig fra, og det er dejligt! Mystical Future er i stedet et ganske fornuftigt album til at sidde og stene hen til med en god kop kaffe.

Er man i forvejen tændt på den her moderne blanding af black metal og et mere drømmende udtryk, synes jeg bestemt man skal tjekke Wildernesskings nye plade ud, ligesom der sagtens kan være noget at hente her for garvede black metal-lyttere, og lyttere der går til genren med et åbent sind. Jeg fandt pladen godkendt omend en smule kedsommelig og nøjes med at give den seks kranier, men musikken er bestemt veludført, og hvis du er vild med Deafheaven og Liturgy f.eks., er det ikke umuligt, du vil synes bedre om Mystical Future, end jeg gør.

Tracklist

  1. White Horse
  2. I Will Go To Your Tomb
  3. To Transcend
  4. With Arms Like Wands
  5. If You Leave