Dette udspil har efterhånden været ude i nogle måneder, men det skal ikke forhindre mig i at skrive et par bevingede ord om udgivelsen. Som det er de fleste Whitesnakers bekendt, er der her tale om en dobbelt live udgivelse, tilsat fire nye studienumre. Især studienumrene har nok været ventet med længsel, og det var da også disse der gjorde at jeg fik vækket min interesse for denne udgivelse. Nu er jeg ikke den store tilbeder af livealbums, da vi har dvden til at varetage dette, men jeg må tilstå at jeg finder denne ganske vellykket. Vi får intet mindre end nitten af Whitesnake’s allerstørste rockperler, samt en rigtig lækker sammensmeltning af "Burn" og "Stormbringer" fra tiden i Deep Purple. Ja, hvem der bare nåede at opleve Coverdale og Ritchie Blackmore sammen i Deep Purple, selvom det jo selvfølgelig er utopi at tro, at så meget ego nogensinde skulle kunne finde vej til samme scene igen. Men så kan man jo bare glæde sig desto mere over det overflødighedshorn af godter der findes herpå – uanfægtet hvor lidt dét her så rent faktisk er Whitesnake. Men som nævnt i min anmeldelse af live dvd’en fra sidste år, er det sgu en pisse sej besætning Coverdale har fået samlet sig. De nitten Whitesnake numre bliver nemlig stort set alle serveret lige i skabet, selvom stemmen desværre ikke længere holder til de helt høje toner. Ærgerligt, for de er jo ligesom en del af Coverdale’s varemærke. Det er derfor mere i det tilbagelænet toneleje, at Coverdale kører sin egen sejr hjem – blandt andet i "Ain’t No Love" der herpå (med lidt god vilje) bliver til ’anal love in the heart of the city…". Men hvad så med de nye studie numre, holder de så!? Hertil er svaret; gu gør de så, om end de ikke får tilkendt klassiker stemplet. Det havde jeg nu heller ikke regnet med, men det swinger sgu bedre end jeg havde forventet, og Coverdale er altså stadig en rigtig dygtig sanger. "Ready To Rock" er som titlen hentyder, en rigtig frisk rocksag, og "If You Want Me (I’ll Come Running)" kører tungt af sted, med det tungeste riff hørt i bandets historie. Godt med grums på spaden, og det fungerer skam overraskende godt, og passer fint Coverdale’s efterhånden lidt rustne vokal. "All I Want Is You" er den typiske ballade, som lyder lidt af gammelt brugt materiale, men nu er selve titlen ej heller særlig opfindsom – så den lader vi bare ligge lidt. "Dog" er atter en frisk rocker, og med lækkert sololir der nok skal begejstre bandets fans. Konklusionen er derfor at Whitesnake efter min overbevisning, sagtens kunne give sig i kast med at indspille et decideret nyt studiealbum, såfremt David synger i et passende toneleje, a la de fire studie numre herpå.