Ups and downs
Joseph Poole aka Wednesday 13 er en hårdtarbejdende mand – og det har jeg stor respekt for. Siden starten af 90’erne har han kreeret horrorinspireret heavy, først med Maniac Spider Trash og Frankenstein Drag Queens From Planet 13 og sidenhen med det relativt succesfulde Murderdolls. Undervejs har han desuden spillet i et hav af småbands, og i 2005 slog han fast, at han ville være solomusiker. Debuten Transylvania 90210 og opfølgeren Fang Bang gav ham en god start på den nye karriere, men – og lad os bare være ærlige – efterfølgende har der været temmelig langt mellem snapsene. Hverken Skeletons, Calling All Corpses, The Dixie Dead eller Monsters of the Universe har formået at gøre varigt indtryk, men i 2017 skete der atter noget: Med Condolences lagde Wednesday stilen en smule om, og han beviste, at han stadig er relevant på den anden side af 00’erne. Albummet var mere seriøst, havde massevis af pondus, og nu er det store spørgsmål selvfølgelig, om hertugens ottende plade, Necrophaze, kan følge trop.
Come out and plague
Har man fulgt bare en smule med i Wednesday 13’s liv, ved man, at han for nylig har gennemgået en stor livsstilsændring: Han har lagt sprutten på hylden, tabt sig adskillige kilo og virker i det hele taget både sundere og gladere. Wednesday er med andre ord ’blevet voksen’, og det er formentlig derfor, at hans musik har ændret karakter.
På Necrophaze møder vi også en mere moden side af Wednesday – om end de altoverskyggende temaer fortsat er 80’erhorror, massemordere og kitschede filmreferencer. Fascinationen af gamle gysere er tydelig fra første skæring, den interessante ”Necrophaze”: På en bund af bløde synths leverer Alice Cooper spoken words, og det føles, som om vi træder direkte ind i en John Carpenter-kreation. Efter halvandet minut går musikken for alvor i gang, og Wednesday 13’s velkendte hvæs dominerer billedet. Vokalen er stærk, nummeret er sjovt, og pladen bliver skudt i gang på ganske effektiv vis.
Undervejs får Wednesday besøg af en masse gæstemusikere, der alle er med til at give en fin dynamik og en god uforudsigelighed. På ”Monster” leverer Cristina Scabbia (Lacuna Coil) en klædelig kvindevokal, på ”Be Warned” skaber Jeff Clayton (Antiseen) ren uhygge, og på det energiske W.A.S.P.-cover ”Animal (Fuck Like a Beast)” kigger Alexi Laiho (Children of Bodom) forbi. Andre højdepunkter er guitararbejdet på ”Zodiac” samt den pudsige ”Bring Your Own Blood” – et nummer, der måske i virkeligheden er mere sjovt end godt.
Desværre holder Necrophaze ikke hele vejen: ”Tie Me a Noose” samt ”Life Will Kill Us All” er begge til den kedelige side, og på ”The Hearse” bliver potentialet aldrig rigtig forløst; nummeret er dejlig tungt – det minder en del om Cradle of Filth – men omkvædet bliver simpelthen for skabelonskåret og ligegyldigt. Æv.
Morgue than words
Trods enkelte fejlskud er Necrophaze en habil omgang horror, der næsten når niveauet fra 2017’s Condolences. Pladen er spækket med referencer til 80’erne, filminspirationen er alle vegne, og Wednesday leverer en af sine stærkeste vokalpræstationer i flere år. Endvidere skaber de mange gæstemusikere et levende univers, og særligt Roy Mayorgas keyboard giver en fed effekt. Er du til 80’ernostalgi, gyserfilm og dumme ordspil, bør du straks investere i Necrophaze!
