Stræben mod glemsel eller stræben mod succes?
Man når lige at tænke ”puha”, når en debutskive fra et science fiction-inspireret black metal-band dumper ind ad den virtuelle brevsprække. Mangt et metalband har forsøgt at betvinge den energi, som uomtvisteligt kan opstå i spændingsfeltet mellem black metallens iskolde misantropi og universets uendelige mysterier, men ofte med meget ringe succes. Undertegnede var da heller ikke blæst bagover af Vorgas debut-EP, Radiant Gloom, fra 2019, men som man siger i aktieverdenen – past performance is not a reliable indicator of future results. Så lad os se, hvad kosmonauterne fra Karlsruhe har i brændstoftanken på deres første fuldlængdealbum.
We have lift off!
Hvis man er typen, der ynder at lytte til et stykke low-fi, atmosfærisk Starcraft-metal a la Darkspace i selskab med et slumretæppe og et glas varmt kærnemælk, så kan man godt pakke Striving Toward Oblivion væk med det samme. Albummet åbner med ”Starless Sky”, der fra første sekund trykker lytteren helt tilbage i rumfærgesædet, mens Vorga katapulterer en ud i intetheden akkompagneret af aggressive blast beats og knivskarpe tremoloriffs. Gassen bliver taget lidt af på ”Comet”, der giver smagsprøver på bandets evner inden for meloblack-/black’n’roll-sfæren, mens ”Disgust” og ”Stars My Destination” giver eksempler på Vorgas formidable evne til at kombinere klassiske black-elementer med en melodisk atmosfære af eksistentiel afmagt i menneskets konfrontation med det uendelige. Hvis Jon Nödtveidt (Dissection) og H.P. Lovecraft kunne have hørt Vorga på drengeværelserne i hhv. Strömstad og Rhode Island, ville de utvivlsomt have været fans.
Man skal ikke have lyttet til Striving Toward Oblivion i mange minutter, før det bliver helt tydeligt, at bandet har taget et gevaldigt skridt opad rent produktionsmæssigt; trommerne fremstår meget klare i lydbilledet, og den klassiske ”grynede” black metal-lyd er intetsteds at finde. Uortodokst efter branchestandarder, men meget spændende, hvis ens personlighed altså ikke er hængt op på, om noget er trve black metal.
Hvis man partout skal fremhæve enkelte svagheder på Striving Toward Oblivion, så er enkelte numre lidt for langtrukne (med ”Taken” som den største synder), ligesom man kan savne en smule variation i vokalen fra frontmand Пешо Спейса. Dette ændrer dog ikke på, at Vorga har formået at skabe en lyd, der er melodisk, men uden at være afdæmpet (som for eksempel Mare Cognitium) og tilpas aggressiv uden at blive grovkornet (som Imperalist). Denne perfekte afbalancering af de forskellige elementer kommer tydeligst til udtryk på højdepunktet ”Fool’s Paradise”, som også viser, hvornår Vorga er allerbedst: Når de slipper tøjlerne. En klassisk trommegang og stemningsskabende baggrundsguitar leder lytteren over i et – tør man næsten sige det? – Bathory-klingende riff, og herefter følger knap fem minutters tour de force i musikalsk kompleksitet med lag på lag på lag af lyd og nuancer, der viser, at Vorga er alt andet end en one trick-pony. ”Starless Sky” hedder intronummeret på Striving Toward Oblivion, men paradoksalt nok efterlades man som lytter netop med indtrykket af, at en ny, skinnende dødstjerne har gjort sin entre på metalhimlen.
Med store risici kommer store resultater
Vorga vinder med Striving Toward Oblivion næppe nogle priser for at opfinde den dybe tallerken, men det står heller ikke skrevet nogle steder, at man skal være både dygtig og innovativ for at få succes. Bandets tekniske formåen og ambition er simpelthen for unik til, at det kan ignoreres. Kultmedlemmerne af det elitære segment vil formentlig ikke bryde sig om den finpolerede produktion og overvægten af melodiske elementer. Dette til trods vil jeg gerne lægge hovedet på blokken og sige, at hvis dette er Vorgas bundniveau, så kommer vi til at høre meget mere til de tyske rumrejsende i fremtiden.