Et album på dusinet

”Some heads are gonna roll!” bræger Rob Halford på Judas Priests legendariske plade Defenders of the Faith. Helt så afmålte i blodtørsten er svenske Vomitory ikke på deres nyeste udspil, All Heads Are Gonna Roll, der udkom i slutningen af maj. Som albumtitlen indikerer, er Vomitory ikke just begyndt at gøre sig udi soft jazz, men der er dog passeret 12 år siden kvartettens seneste tur i studiet. Kæderne på en svensk motorsav kan immervæk nå at ruste en hel del på den tid, men heldigvis har Vomitory brugt rigeligt med olie på All Heads Are Gonna Roll, der glider som smurt på trods af enkelte host undervejs.

Metallum extremum ad nauseam

D’herrer Rundqvist & Co. slår mig ikke som typerne, der har livscitater hængende på soveværelsesvæggen derhjemme, men skulle det mod forventning alligevel være tilfældet, ville et oplagt bud være: ”If it ain’t broke, don’t fix it”. Kalenderen skrev 2011, da Vomitory sidst gav lyd fra sig med Opus Mortis VIII, og bandet har bestemt ikke har ønsket at genopfinde sig selv med All Heads Are Gonna Roll. Vomitory spiller stadig dødsmetal af den stockholmske skole, og hvis man har en svaghed for bands som Grave, Dismember og Unleashed, er de 40 minutter i selskab med Visby-drengene godt givet ud.

All Heads Are Gonna Roll indledes af titelnummeret, der ikke blot sparker døren ind, men hakker den decideret til pindebrænde i bedste Jack Torrance-stil, mens ”Decrowned” og ”Ode to the Meat Saw” fortsætter i samme spor med aggressive riffs og lilletrommeslag, der regner ubønhørligt ned over lytteren. Grundopskriften er altså hverken revolutionerende eller synderlig kompleks, men svenskerne er ikke novicer ud i dødsmetallens dyder, og de ved præcis, hvordan man giver musikken den smule tekstur og variation, der er nødvendig for at holde den interessant. På føromtalte ”Ode to the Meat Saw” er der en snert af punk-ish riffs på guitarerne, et element, der også anvendes med subtil effektivitet af trommeslager Tobias Gustafsson på ”Dead Man Stalking”. ”The Deepest Tomb” har et nærmest Marduk-lignende blackened groove over sig, mens ”Beg for Death” starter ud som en slow-burner, der langsomt bygger sig op, inden det hele slutter, som det startede – i et inferno af rendyrket motorsavs-død.

Når alt det er sagt, så er der ingen tvivl om, at Vomitorys hjerteblod stadig er den helt klassiske motorsavsdød, og det er da også den formular, som langt de fleste numre på All Heads Are Gonna Roll er støbt efter. Dette skal ikke nødvendigvis være et kritikpunkt i sig selv, bevares, men i perioder bliver det en anelse for monotont og generisk. Sandt at sige er Erik Rundqvists vokal heller ikke længere i en stand, hvor den kan løfte de mere rutineprægede instrumentale passager, men til mandens forsvar har han ofret sit stemmebånd på ekstremmetallens alter i snart 25 år. Vomitory skal da også have cadeau for at have sminket de værste alderdomstegn med en formidabel og moden produktion, og de enkelte kritikpunkter til trods sidder overtegnede tilbage med et overordnet positivt helhedsindtryk af All Heads Are Gonna Roll.

Hvis Knorr lavede dødsmetal

Vomitory er driftssikkerheden selv, og fans af bandet og genren som helhed vil ikke blive skuffet over det, som svenskerne har præsteret med All Heads Are Gonna Roll. Det bliver dog aldrig rigtig ophidsende, og uden at jeg vil gå så langt som at kalde det for autopilot, så ville det i hvert fald være en tilsnigelse at tælle Vomitory blandt dødsmetallens pionerer. Men det glider ned uden de store problemer, og man skal ikke være bekymret for at få halsbrand i processen. Desværre, vil nogen mene.