Black Album om igen

Det burde ikke være nødvendigt for mig at introducere danske Volbeat, men for en sikkerheds skyld gør jeg det alligevel. Volbeat blev dannet af forsanger og mastermind, Mikael Poulsen, efter hans første band, Dominus, gik i opløsning. De oplevede succes allerede med anden EP, og det gik rigtig hurtigt efter debutalbummet blev udgivet. I dag er de som bekendt gigantiske, og vi er nu nået til deres femte album, Outlaw Gentlemen & Shady Ladies, og man må sige, at Volbeat lever op til forventningerne.

Albummet starter med en intro, der hedder "Let's Shake Some Dust", der spilles i Volbeats velkendte stil, med mundharmonika, akustisk guitar og lidt elektrisk indover. Det er næsten som de episke symfoniske introduktioner man til tider ser på power-metal albums, men bare i Volbeats egen velkendte stil, og med en del western-stemning indover.

Derefter starter nummeret "Pearl Hart", og Poulsens kraftfulde stemme er det første man lægger mærke til. De to mest iørefaldende instrumenter er trommerne og guitaren. Trommerne har fået et hug nedad i forhold til Beyond Hell/Above Heaven, dog uden at være standardiseret. Guitaren, derimod, er gået et niveau op over hele paletten. Rytmespillet er mere unikt, og soloerne er tydeligt et niveau højere end tidligere. Den tendens går igen, allerede på næste nummer "The Nameless One". Dog ligger trommer og guitar lidt tættere på hinanden niveaumæssigt her. Det samme gælder "Dead But Rising", men her er tempoet sat i vejret.

Nummeret efter er den singlen fra albummet. Den hedder (hvis du ikke allerede ved det), "Cape Of Our Hero", og den ligger i den lave ende tempomæssigt, og er meget lyttervenlig, både i opbygning og fremførelse. Omkvædet er rigtig catchy, og utrolig velspillet, som resten af sangen også er. Man kan desuden høre en akustisk guitar i baggrunden, og det giver en super god effekt.

Der er to numre på albummet her, som er rigtig interessante. Volbeat har nemlig fået gæster, heriblandt King Diamond på "Room 24", og Sarah Blackwood på "The Lonesome Rider".
På "Room 24" har vi bevæget os over i den mørkere ende af albummet, og det fornemmer man straks, allerede i den langsomme intro. King Diamonds bidrag er dog ikke så let at fornemme ved første gennemlytning, men anden eller tredje gang fremstår de tydeligt, og så stiger kvaliteten af nummeret. Hans bidrag er dog tydeligst i omkvædet, hvor han velkendte høje skrig høres. Sangen er ikke bare god, den giver også en uhyggelig effekt, og det virker super godt! Dog tror jeg ikke, at de ville kunne have gjort det sådan uden King Diamond, men alligevel; godt arbejde drenge!

Imellem de to sange er der fire andre. De er "The Hangman's Body Count", "My Body", "Lola Motntez" og "Black Bart", hvoraf "The Hangman's Body Count" minder meget om "Room 24", dog uden at være lige så uhyggelig, men med bedre guitarspil. "My Body" er mere ligesom "Cape Of Our Hero". Den er catchy, den har et let genkendeligt omkvæd, den er lige så øre hængende og er ikke så kompleks igen. "Lola Monez", derimod, er en ny skikkelse på albummet. Den har lidt samme opbygning som "Room 24", men giver en glad stemning, og er meget mere simpel. Den akustiske guitar kan også fornemmes her. "Black Bart" er ovre i den rigtig hurtigt ende. Min første tanke, da jeg hørte nummeret var "Endelig!", for tempoet mangler virkelig på albummet her, og er også grunden til at de ikke får fuld karakter. Trommerne har taget dobbeltpedalen i brug, og guitaristen har taget sig godt og grundigt sammen, og det høres bedst på soloen. Tempoet falder gennem sangen, hvilket jeg ikke er så glad for, men det må nu være som det er.

Næste nummer er så "The Lonesome Rider", som de har lavet sammen med Sarah Blackwood fra blandt andet Dubstar og Client. Nummeret starter ud med akustisk guitar, og der kommer noget speciel bas på, når Poulsen begynder at synge. Halvejs gennem første vers kommer Sarahs stemme så, og jeg må sige, at hun er dygtig. Der er en charme over stemmen, og den passer perfekt med den swing-western-agtige stil nummeret har, og næsten perfekt med Poulsens stemme, hvilket demonstreres i nummerets stille stykke. Med nummerets stil følger også, at der skrues ned for trommer og guitar, så at kritisere Volbeat for en tynd præstation her mener jeg ville være forkert, specielt når det passer rigtig godt ind.

De sidste tre numre, "The Sinner Is You", "Doc Holiday" og "Our Loved Ones" virker som en lang afrunding på albummet. "The Sinner Is You" er et af de meget stille numre, lidt a la "Cape Of Our Hero", og viser deres mere bløde sider. "Doc Holiday" gør ligger lidt i midten, og her har de lidt banjo med, som de bruger rigtig godt til at give atmosfære. Dette nummer minder om "Room 24", og lidt om "The Lonesome Rider", men har, på trods af det, i modsætning til "The Sinner Is You" sin egen stil, og er det nummer hvor hele bandet præsterer bedst af de tre. Det allersidste nummer, "Our Loved Ones", har banjo og mundharmonika. Så bliver det ikke bedre! Det er dog kun i introen, men det er så også den bedste på albummet efter min mening. Derefter kommer guitar og trommer og tager over, og nummeret bliver næsten ligegyldigt. Der er så meget på albummet i samme stil, så en mere atmosfærisk (bevares, det er rigtig atmosfærisk) eller tempofyldt afslutning tror jeg ville have fungeret meget bedre.

Alt i alt er Outlaw Gentlemen and Shady Ladies et rigtig fedt album. Det indeholder alle de elementer, som Volbeat er så kendte for - og lidt mere. Det viser, at de udvikler sig, mens de stadig gør de gamle fans glade, og det skal de have respekt for. Deres samarbejde med andre kunstnere løfter også albummet, for det klarer de helt fantastisk. Grunden til, at jeg så ikke giver albummet topkarakter er fordi, at de har sat tempoet voldsomt ned i forhold til Beyond Hell/Above Heaven, og det er jeg ærlig talt meget ærgret over, og her skuffer specielt trommerne. De holder sig dog stadig unikke, og det fortjener de ros for. Det samme gælder albummet, og jeg ville anbefale det uden tøven.

Jeg var så heldig at få fem bonusnumre med. Disse er "Ecotone", en harpe-version af "Lola Monez" og live versioner af "7 Shots" og "Evelyn", kendt fra Beyond Hell/Above Heaven og optaget på Wacken i 2012. Det sidste nummer er en demo-version af "Evelyn". Det første nummer, "Ecotone" er det mest interessante, da det er det eneste man ikke finder andre steder i nogen versioner. Her holder Volbeat den i midt-tempo, og med et ganske fint tromme og guitarspil. Der er ingen specielle intrumenter med, men den fungerer alligevel rigtig fint samtidig med, at guitarsoloen i sangen er rigtig god. Hvis du også er til live-numre og demo-versioner er bonusnumrene det rene guf, men hvis ikke, så ville det være penge ud af vinduet.

Cape Of Our Hero er albummets første single, og et af albummets stille numre.