New Yorker-band med ny lyd

Virgin Steele er et ganske gammelt band, der startede karrieren tilbage i 1982. De startede ud, som et helt "almindeligt" heavyband fra den tid. Lyden var meget i stil med, Rainbow og Saxon, men efter det første årti og fem cd’er senere, valgte Virgin Steele, eller nok nærmere David Defeis, der er bandets forsanger, at ændre på lyden. De følgende tre cd’er var inspireret af bogen The Marriage of Heaven and Hell af William Blake . Disse plader, The Marriage Of Heaven And Hell Part I – II (1994 og 1995), samt Invictus (1998), står i dag for mange som bandets bedste udgivelser. Siden Invictus har Virgin Steele lavet fire cd’er inden udgivelsen af Nocturens of Hellfire & Damnation

33 år med stor variation

Man kan skrive mange ting om Virgin Steele, men over 30 år i rockbranchen giver dem en hvis berettigelse. Om man er til genren eller ej, må man indrømme, at de her gutter virkelig har prøvet at skabe deres egen lyd over tid. Jeg synes dog at dele fra især bandets første to albums, Virgin steele (1982) og Guardians of the flame (1983), skinner igennem på de to seneste albums The black light bacchanalia (2010) og nærværende Nocturnes of Hellfire & Damnation.

Stærk vokal og super lyd

Hvis man er fan af Virgin Steeles tidligere udgivelser, bliver man muligvis en smule skuffet over dette album. Det er en noget anden lyd og produktion, vi her har med at gøre. Jeg synes lyden er meget klar. Den minder om en blanding af Rush og Dream Theater. Altså en mere progressiv lyd. Albummet er et velproduceret produkt med fine sange. Man bliver bare ikke underholdt på samme måde, som tidligere med denne plade.

Norturnes indeholder 14 numre, så man må sige, at pladen er seriøs nok. Den lever bare ikke helt op til forventningerne. Det er nemt at høre, at man har med gennemrutinerede "rockere" at gøre, men jeg føler, at de lider lidt af metaltræthed. Pladen får karakteren 5/10 med begrundelsen, at det ikke altid er nok at være rutineret og godt produceret. Der mangler lidt saft og kraft på albummet. Og denne gang var stilskiftet nok ikke til det bedre.