Et erfarent band med en debut
Danske Violmace har været et band siden 2009, og i løbet af årene har de spillet mange koncerter rundt omkring i Danmark – især i hovedstadsområdet. Nu er de så klar med deres debutplade, hvor de blander Pearl Jam med pop-rock. Bag bandet står Flemming Rasmussen og nu afdøde Jan Langhoff, så der er store forventninger til bandet
Der mangler lidt kant
Allerede på første nummer forstår man sammenligningen med Pearl Jam. Jarl Jakobsens stemme minder så afgjort om Eddie Vedders, men guitarlyden er lidt mere clean. Nummeret er et klassisk rocknummer, som er både catchy lækkert at høre på, men det også ret forudsigeligt, hvilket er meget gennemgående for pladen. Bandet tager ikke mange chancer, og det er egentlig kun på ”No Angels” og ”Retro”, at bandet afviger lidt fra den meget klassiske rocklyd. På ”No Angel” formår bandet af få en mere stemningsfuld guitarlyd kombineret med en fedt guitarriff. Det lyder som en blanding af Meatloaf og A Perfect Circle, og det er fungerer rigtigt godt. Resten af numrene er på ingen måde dårlige. Hele albummet er faktisk ganske habilt, og der er ikke rigtig nogen numre, som falder igennem. Der mangler bare noget kant. Trommerne laver godt nok små breaks på lidt skæve tidspunkter, men ellers er de helt simple, og man kunne godt ønske sig lidt mere musikalsk kreativitet fra trommer og bas. Man overlader i hvert fald rigtig meget til Jarl Jakobsens stemme og de simple guitarriffs. Jakobsens løfter da også opgaven rigtig fint, og han viser stor diversitet i løbet af albummet. Til gengæld bliver guitarlyden ret hurtigt kedelig. ”Without Roses (Here We Are)” har guitarene så langt i baggrunden, at man stort set ikke kan høre dem i omkvædet, hvilket gør nummeret radiovenligt i pop-rock-afdelingen, men også uden rigtig kant. Det er også meget symptomatisk for guitarspillet, at den solo, der skiller sig mest ud på albummet, er ”Can You Feel What I Feel”, som er ret heftigt inspireret af Tom Morellos solo fra ”Like A Stone”, blot hurtigere. Bandet tager dog en chance til sidst. På ”Retro” mødes man af en mur af smukke keys med Natascha Ravns flotte gæsteoptræden, og den lidt uventede afslutning klæder så afgjort albummet.
Lidt mindre inspiration og lidt mere tro på det store talent, tak!
Violmace viser med The Beast Within, at de har det der skal til. De har forståelse for den gode melodi, de kan skrive radiovenlige hits, og så har Jakobsen en rigtig fed stemme. Bandet skal nu bare finde sin egen stil, hvilket bestemt aldrig er nemt. På The Beast Within er inspirationskilderne i hvert fald stadigvæk lidt for tydelige til, at bandet rigtig kommer til sin ret, men mon ikke det kommer? Talentet virker i hvert fald til at være der.