Eksperimenterende progressiv metal er ikke lige en genre, som jeg har den store erfaring med. Alligevel er det denne genre som det svenske bands Vildhjarta bevæger sig rundt i. Måsstaden er første fuldlængde album fra svenskerne. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle vente af Måsstaden, da der blev trykket play på Ipoden, en kold efterårsdag ved Århus banegård, men aldrig har jeg oplevet en skive, som i den grad fra start til slut, har fucked min hjerne så fuldstændig op. Det var så galt, at jeg var ved at misse bussen, og hvis ikke en barnevogn lige havde skubbet mig ind i bussen, stod jeg der nok stadig, for hvor er det en gang fed metal, Vildhjarta har fået skabt.
Hvis jeg skal give dig en lille idé om, hvad det er, at vi har med at gøre. er det som sagt progressiv metal, men med en meget mere aggressiv kant end hvad kender fra andre bands i genren fx Dream Theater. Jeg vil sige en blanding af the Deftones og Dream Theater, tilsat vokalen fra Meshuggah. Hvinende riffs, hæse skrig, harmoniske progressive elementer, uharmoniske passager og opbyggende, afvendtende melodier, er måske den bedste måde at beskrive Måsstaden. Fra start til slut, bliver ens øre flænset af en lyd, som på en gang både er velkendt, men samtidig ugenkendelig, hvilket gjorde, at da jeg hørte det første gang, fuldstændig lukkede øjnene, og bare lod mig rive mig, og jeg havde nærmest ingengang lyst til at stå af bussen igen, for lyden af Vildhjarta er lyden af noget stort og anderledes.
Fra start til slut hvirvles man ind i lyd eksplosioner, som køre i det uendelige, og hver eneste gang man tror, at nu bliver der en pause i musikken, fortsætter Måsstaden videre i et tempo, som tager en med på rejse, ind i et anderledes univers. Bandet formår at bygge en afventende stemning op, så man som lytter, nærmest står og venter spændt på, hvornår næste brag rammer ens øre. Ifølge bandet selv er Måsstaden en fortælling om en gemt og isoleret by, kendt fra eventyrerne. Både coveret og den musikalske anderledeshed, får mig til at tænke på Alice i Eventyrland, for det må være lidt den samme følelse Alice havde, da hun røg ned i kaninhullet, som jeg havde, da Måsstaden køre i ørerne. Den fremmedartethed der leveres på Måsstaden er virkelig noget for sig, og derfor kan jeg sagtens relatere til skivens fortælling.
En af de særlige ting, som der er ved Vildhjarta er, at gruppen består af syv medlemmer, hvilket efter min bedste overbevisning er et noget stort antal i forhold til andre metal bands. Der er tre styks guitar og en bas, et trommesæt og to gutter, som står for vokalen, og vokalgutterne har ikke anden opgave, end at skrige og synge sig gennem teksterne, hvilket jeg personligt tror, er med til at give Måsstaden en dybde, og som gør skiven så særlig og kompleks.
Jeg prædiker ofte, at de skiver jeg høre, ikke skiller sig nok ud for mængden, men det kan jeg ikke kritisere Måsstaden for. Denne skive lyder ikke som noget, jeg før har hørt. Jeg er fuldstændig vild med skiven, og jeg synes, at den fortjener den højeste karakter. Det eneste, som måske kunne trække en anelse ned er, at skiven er meget kompleks, og derfor kan være sværd at lytte til, men det er et så lille minus, at jeg ikke ved lade det rokke ved min karakter, for Måsstaden og Vildhjarta har intet mindre end fortjent en topkarakter. Så drenge. Tillykke med de 100 %.
