Black metallens gudfædre er vendt tilbage fra helvedes flammer med et nyt diabolsk cd produkt, men man skulle tro at de har smedet deres jern for længe i satans smedje, da en del sange lyder noget forkullet. Man var ellers i min lille fedtede sorte bog med den sidste udgivelse, "Ressurrection", der var et rent tital i mine øjne, men hvor denne havde en magtfuld og alt knusende lyd kommer "Metal Black" buldrende i en noget skallet produktion. Man havde godt nok forkyndet for sine legioner, at denne plade vil være en tilbagevenden til bandets rødder, men at det betød skodproduktion havde jeg ikke lige regnet med. Ikke at jeg er en af de der pop metallere der skal have en overpudset og død produceret plade, men jeg kan nu engang godt lide at høre hvad der bliver spillet. Værst er dette på den første del af pladen, hvor især hurtige passager går under i en mur af mudder. Dette bliver dog bedre hen imod pladens midte, hvor tingene bliver en smule mere transparente.

Desværre er det også lidt det samme med pladens sange, hvoraf halvdelen af dem er fede Venom sange der har lidt af den beskidte og kaotiske charme fra bandets tre første skiver, medens den resterende halvdel lyder mest af alt af sange der ikke var gode nok til bandets forrige skive og rent ud sagt er rent fyld. Af gode sange kan nævnes den åbnende "Antechrist", der lyder som en bror til "Red Light Fever" fra "Welcome To Hell". Desuden er titelnummeret, "Burn In Hell" og "Maleficarum" udmærkede numre der fortsætter bandets legende med værdighed. Derimod jo mindre man snakker om numre som "Hours of Darkness", "House of Pain" og "Death and Dying" des bedre, især den ultra kedelige "House of Pain" er 5,05 minutter af din spildte tid. "Metal Black" kommer ikke uden om at skuffe mig, da jeg havde glædet mig en del med "Ressurrection" in mente, men den er dog heller ikke en fuldkommen fiasko.