Folkelige toner fra den nye trubadur i landsbyen

Siden Svartsot slog igennem med deres rendyrkede folk metal tilbage i midten af 00’erne, begyndte andre danske bands så småt at skyde frem i kølvandet på de gæve krigere fra Randers. Pludselig var der en decideret scene for den slags musik herhjemme, og der blev gået til drikkehornene, både hvad angik udklædning, sceneshows og ikke mindst udgivelser, hvor folkemelodien var i højsædet – ofte med inkorporeringen af alternative instrumenter. Men selvom vi siden dengang har haft en afgren af den type metal i vores lille Danevang, har genren aldrig løftet sig helt op under loftet med et stort antal bands og en kæmpe tilhængerskare som i mange andre lande. Vanir, Heidra, Huldre og Sylvatica er nogle af dem, som har holdt ilden brændende sammen med en lille håndfuld andre bands, ja og så selvfølgelig føromtalte Svartsot. Nu er der så ankommet en ny trup til markedspladsen, og den bærer navnet Vansind. En trup, som uden tvivl nok skal bringe en del smil på læberne hos publikummet.

Svartsots lillebror

Den musikalske retning på MXIII er ikke overraskende ufattelig melodisk, og at de bl.a. også benytter sig af fløjte gør, at jeg endnu en gang bliver nødt til at nævne Svartsot. De læner sig meget op ad netop den fure, som deres foregangsmænd også har pløjet godt til. ”Fra Fremmed Kyst” er første nummer ud af tre og sejler godt afsted med et fint tempo, dybt growl suppleret af kvindelig korsang i baggrunden, gode melodilinjer på både guitar og fløjte og skønsang i omkvædet. I løbet af de lidt over tre et halvt minut, nummeret varer, får vi slået tonen an, og det er en ganske fornuftig start på ep’en. Men overraskelsen venter for alvor på de to efterfølgende sange.

”Den Farefulde Færd” er den næste hymne, og her bliver der virkelig slået en massiv pløk i jorden! Klassisk trækkende folk metal-rytme, en god melodi og så et utrolig iørefaldende omkvæd, hvor den kvindelige vokal igen gør sit virke på fornem vis. Mellemspillet, hvor bassen får lov til at lægge ud, og keyboardet lægger en 90’er-lydende bund under resten, giver næsten en Thyrfing-agtig stemning og passer godt sammen med helheden.

”Gæstebudet” slutter ep’en af – og hvilken afslutning! Opbyggende start på sangen med brusende bølger og middelalder-feeling, inden den superfede hovedmelodi overtager på guitar og derefter med fløjten oven i hatten. Herefter sparkes et af de bedste folk metal-numre, som jeg har hørt i mange år, i gang. Rytmisk er det endnu en gang klassisk sving-armen-i-takt, instrumenterne harmonerer og supplerer hinanden perfekt, og så er spillet imellem den kvindelige vokal og det dybe growl virkelig velskrevet. I det hele taget må man tage hatten af for den måde, Vansind bruger stemmen fra deres skønjomfru på, for det klæder smukt det overordnede billede og giver en ekstra dimension til det univers, de skaber. ”Gæstebudet” er lidt over syv minutter langt, hvilket til dels skyldes mellemsekvensen, men det er hverken for meget eller for lidt – det er lige, som det skal være.

Syv mænd (og kvinder) sejrer

De syv medlemmer i Vansind har med MXIII ladet hornene gjalde, så det giver tilpas med ekko i dalen. De har masser af flair for at skrive medrivende folk metal efter alle kunstens regler, og som for det meste trænger ind i det indre øre og bliver hængende et stykke tid. Jeg har allerede taget mig selv i flere gange pludselig at nynne melodien fra ”Gæstebudet”. De er måske ikke specielt originale, men dét, de gør, virker, og jeg kan sagtens forestille mig, at Vansind kunne blive en fest at opleve på en scene. Den store bedrift bliver at kunne holde lytteren interesseret en hel plade igennem, for i det tilfælde skal der udforskes flere sider af ens kapacitet indenfor en forholdsvis snæver ramme, men det vil tiden vise, om Vansind formår. Indtil videre fungerer det her upåklageligt på en ep.