Metallens yndlingsforfatter slår til igen
Der er få forfattere, der har været så stor inspirationskilde for metallen, som H.P. Lovecraft. Catacombs, Krypts, Revocation, Nile, Morbid Angel, ja selv Metallica har endda dykket ned i den sære forfatters mildest talt mareridstfremkaldende univers for at få smedet en tekst eller to. Til ovenstående liste kan vi også tilføje amerikanske Vale of Pnath, som er navngivet efter et enormt knogledækket dyb i Lovecrafts underverden. Ignorerer vi dog dybet for en stund, så er bandet netop aktuel med pladen Between the Worlds of Life and Death, som nok også indeholder en reference eller to til den gode Howard Phillips Lovecraft.
Ikke bare det rene pjat
I modsætning til mange andre lovecraftske bands, som ofte gør sig i diverse slimede afarter af død og doom, så lægger Vale of Pnath sig solidt i den mere tekniske og melodiske gren af dødsmetallen, hvor der samtidig er højt til himlen og i den grad plads til de store armbevægelser.
Numre som “Soul Offering” og “Beneath Ashen Skies” skyr ingen midler i forsøget på at hidkalde de kosmiske guder. Riffs, der lyder som et barn af Revocation og Inferi, der har overgået sine forældre på alle tænkelige punkter bakkes op af kirkekor, keyboard, klaver og blæsere i en musikalsk bredside af nærmest episk karakter. Det forfalder heldigvis aldrig til det deciderede symfoniske. Det orkestrale underlæg medvirker i stedet til at tydeliggøre, hvor helt igennem eminente Vale of Pnath er til at kreere riffs og melodier, som oser af atmosfære, storhed og imponerende tekniske egenskaber. I den forstand kan Between the Worlds of Life and Death ses som en guitardrevet makker til Abigail Williams’ aldeles fremragende Walk Beyond the Dark. Vale of Pnath og Abigail Williams deler også tre ud af fire medlemmer, hvilket muligvis forklarer dette sammentræf.
Men netop guitararbejdet og soli på Between the Worlds of Life and Death er helt igennem fænomenalt. Riffet på “Silent Prayers” er i sig selv så tilpas stort, at det underliggende keyboard næsten bare skulle gå hjem. Ligeledes så ligger soli i “Shadow” og “Beneath Ashen Skies” bestemt heller ikke på den lade side. Højdepunktet er dog klart “Uncertain Tomorrow”. Hele nummeret er i sig selv fantastisk sci-fi progget, men i de instrumentale sektioner nås der et helt nyt niveau. Kosmiske ormehulsinspirerede soli og riffs flyder ubesværet rundt om hinanden, og tegner et billede af dimensioner af det ydre rum, som vi ikke engang kan forestille os.
Jeg har reelt set kun en anke og et undrende spørgsmål omkring Between the Worlds of Life and Death. Anken er, at mellemspillet “Echoes of the Past” er umanerligt ligegyldigt, når der kun er et enkelt nummer tilbage på pladen. Var lukkeren “Burning Light” en sag på over ti minutter, kunne jeg forstå mellemspillet, men nummeret varer knap seks. Og det undrende spørgsmål går på: Hvorfor skal “Burning Light” begive sig ud et eksperiment, hvor melodød med orkester skal genskabe den stampende bas fra industrial? Det giver en yderst skæv start på nummeret.
Er der en doktor til stede?
Et fejlplaceret åndehul og en tvivlsom start på slutningen gør dog ikke meget ved helhedsbilledet af Between the Worlds of Life and Death. Det er en fænomenal plade, der – ligesom resten af bandets diskografi – beviser, at Vale of Pnath er en del af eliten, når det kommer til teknisk og melodisk dødsmetal. Atmosfære, episke orkesterarrangementer, ditto melodier og latterligt blærede riffs og soli. Hvis det er, hvad der venter i limbo, så kan jeg høre et kunstigt koma kalde.
