Et af de nok mest oversete bands og som på mange måder altid har ligget i skyggen af bands som Black Sabbat og Deep Purple, har endelig nået den "salut" som de uden tvivl fortjener. Denne salut har de fået i form af en tribute, som på mange måder afspejler de forskellige kunstneres dedikation og respekt overfor Uriah Heep, som på mange måder er blevet et klenodie på heavy metallens spæde begyndelse. Tributten består hovedsageligt af ældre materiale, lige fra skiver som "Very eavy, Very umble", "Salisbury", "The Magicians Birthsday", "Demons and Wizards", "Sweet Freedom", "Wonderworld", "Return to Fantasy", "High and Mighty", som blev Uriah Heeps symbolske død, ikraft af, at sanger David Byron forlod bandet, til pladen "Abominog", som i mine øjne blev det endegyldige dødsstød i hjertet på Uriah Heep, eftersom mastermind Ken Hensley sagde sit endelige farvel.

Hovdesageligt består tributten af numre som næsten er identiske med originalerne. Bands som må nævnes i flæng i denne forbindelse er Angel Dust ("Easy Livin'"), Narnia ("Sunrise"), Tad Morose ("Rainbow Demon"), Nightingale ("Stealin'"), Easy Livin ("Circle of Hands"), Metallium feat. Ken Hensley ("Gypsy"). Disse respektive kunstnere holder sig generelt til original indspilningen, men alligevel formår de at sætte noget personlig identitet i de respektive numre. På den anden side af gaden har vi så de mere eksperimenterende bands. Her må især nævnes et band som Freebase, som med sin frie hard-metal-core-Metallica-meets-Biohazard-attitude, har skabt en fantasifuld og kick-in-the-face fortolkning af "Suicidal Man" fra 1974 skiven "Wonderworld". Også et band som Vintersorg overrasker mig eftersom at deres version af "Rainbow Demon" fra det monster fede album "Demons and Wizards" går helt i flæng med originalen, men alligevel formår Vintersorg at sætte sit personlige aftryk ikraft af små detaljer såsom double bass og "løbende guitarer" i selve omkvædet. Bandet Sacred Steels power metal version af klassikeren "Return to Fantasy" er nu heller ikke at kimse af.

Eneste minus på denne her skive er bandet Onwards' version af nummeret "Bird of Prey" som lyder helt forkert set ud fra en sangmæssig vurdering, samt Jack Frosts fortolkning af det folkagtige "Lady in Black", som må siges at være et mindre uheldigt udspil på denne tribut.

Men i bund og grund så har jeg egentlig kun positive ord at sige om denne tribut. Det sidste jeg dog bare må nævne er, og dette kan godt tolkes som en dyb frustration; hvorfor helvede er der ikke nogen af disse her 13 bands der spiller monster hittet "July Morning"? - det er og bliver kronen på værket på Uriah Heep's storslåede karriere.