Usynlig Tumult? Det lyder som et beskidt, undergrunds punkband fra Dortheavej, men det er i virkeligheden et ukrainsk black metalband, der oven i købet er kristne. Så har man set det med.
Bandet består af Zebaoth og Margareth eller Grigoriy Nazarov og Mariya Nazarova som er deres borgerlige navne. De to udgør to tredjedele af det ukrainske kristne dødsmetalband Coram Deo. Den sidste tredjedel, trommeslageren, har man på Usynlig Tumults debutskive, Voices Of The Winds, erstattet med en sløj trommemaskine. Sådan lyder det ihvertfald i mine øre. Det lyder ikke specielt godt, og der er flere ting på Voices Of The Winds der ville have haft godt af en bedre produktion. Jeg snakker ikke om lyden, der jo skal lyde underproduceret når vi snakker om black og unblack (den kristne version), men om små detaljer der bare skal være i orden, når man indspiller et album. Såsom at blive enige om hvornår et nummer slutter. På nummeret "Tomorrow" lader det til, at det kommer som en overraskelse for bassisten, at nummeret allerede er slut. I det hele taget bærer Voices Of The Winds præg af at være et enmandsprojekt, hvor Zebaoth spiller alle instrumenter, undtagen keyboard. Bandet ville blive væsentligt bedre hvis de fik nogle rutinerede musikere ind på de forskellige pladser. Der er ikke noget galt med vokalen og med keyboardet, men den sløje trommemaskine trækker gevaldigt ned og bassen er heller ikke noget at skrive hjem om. Den lyder endda flere steder til at ligge forkert i mixet. Guitaren er uinspireret og arrangementet af sangene er ofte kedeligt. Når det så er sagt, så er der basis for god forbedring i bandet og der er da lyspunkter hist og her. Men der er langt i mellem dem, og jeg kan kun håbe, at der bliver arbejdet meget mere med næste skive. Indtil da vil jeg nøjes med at give Usynlig Tumult 4 kranier.
Kommentarer (1)
mark_hentze_27618
Indlæg: 7
kristen black metal
normalt er black metal ikke min kop te.
jeg vil heller synge i et Kristen dansk Power metal band, hvis jeg da en dag kan finde musikere.