Synnoves debut album, "The Whore And The Bride", er et rigtigt familieforetagende. Brad Bessel spiller guitar og synger. Hans kone Stephanie Bessel synger og spiller bass. To af deres tre børn synger kor på et af numrene og det er Brads mor og Stephanies far der har finansieret albummet. Rent musikalsk er vi ovre i Black Metal-genren, med lidt death og doom inspiration. Eller det vil sige, Black Metal er måske ikke en fyldestgørende beskrivelse af Synnove's musik. Vi er nok nærmere havnet i det, der i midt-firserne hed White Metal. Altså metal med kristne tekster. Synnove bryder sig ikke om hvad kirken er blevet til, og ønsker sig en bedre en af slagsen. En slags kristne rebeller med corpse-paint.
Tekstmæssigt har jeg intet at udsætte på dem. Om folk vil synge om Gud, Satan, Jesus, Antichrist eller grønthandleren nede på hjørnet er deres egen sag. Bare de gør det med overbevisning. Og det gør Synnove. Hyldest til ham deroppe i det høje og hån til ham i kælderen. Så langt, så godt. Men musikalsk er det desværre en helt anden sag. Musikerne virker ikke specielt dygtige. Frontmanden synger, skriger og growler. Desværre kan han ikke synge og bør holde sig fra det, og kun skrige og growle. Trommeslageren virker til tider som om at det hele går for hurtigt, og bassisten lægger man overhovedet ikke mærke til. Undtagen når hun synger altså. Guitarerne fænger momentvis, men i det store hele er de tamme og uinspirerede.
Er det hele så noget lort? Nej, ikke det hele. "Non Servium" starter forrygende og frontmand Brads stemme minder om Shagraths (Dimmu Borgir) men omkvædet består desværre af et cheesy kirkekor. Den slags er der mere end rigeligt af på albummet og det er ikke veludført. Istedet for det mentale billede af et kutteklædt Gregoriansk munkekor får jeg et billede af Hr og Fru Bessel og deres to unger, der står iklædt tøfler og synger. Det var sikkert hyggeligt at indspille med hele familien samlet, men noget mesterværk er det ikke blevet til. Der er spredte godbidder på albummet, men der er desværre alt for langt mellem snapsene. Et album med mere skidt end kanel, og jeg kan desværre kun give det 3 dødningehoveder.
