Død ved kølle!
Tyske Urfeind kan i år fejre deres tiårsfødselsdag samt deres tredje udgivelse med det utroligt mundrette navn Dauþalaikaz – et litauisk ord, der betyder regnvejrsdag. Bandet selv beskriver sig som ”antikosmisk black metal, der følger tursernes retning”, hvilket virker til at være en lommefilosofisk måde at sige ”bølleblack” på. For alt ved Urfeind er utroligt bøllet, tag nu bare bandets profilbillede, men nogle gange er det bare bedst at sige det med baseballbat i stedet for med blomster – hvilket afgjort virker til at være bandets modus operandi igennem det sidste årti.
Dauþalaikaz? More like Dauþalaikazzzzzzzz
Trods deres utroligt fanden-i-voldske attitude og ”skal vi slås!?”-tilgang så er Urfeind faktisk slet ikke så farlige, som de gerne vil virke. Bevares, albummets åbner, ”Thorns of Madness”, er da en hidsig og lige-på-og-hårdt omgang blackened death uden et eneste temposkift, som minder om noget, man kunne finde på en discountudgave af Behemoths Evangelion. Men derfra går det hurtigt ned i tempo, og bandet forsøger sig med nogle store armbevægelser og atmosfæriske passager – de slipper, desværre, på ingen måde afsted med at fremstå grandiose. Faktisk tværtimod. Det fjerde nummer, ”Weaving the Abyss”, er decideret monotont og, strengt taget, røvsygt. De kæmper for at emulere Panzerfaust her; især vokalisten Skadwaz gør sit ypperste for at komme til at lyde som Goliath, men der må vist være tale om Temu-varianten. På papiret lyder en kombination af Panzerfaust og Behemoth ellers som en spændende, måske endda genial, ide. Men desværre er det resultat, som Urfeind leverer, både absurd generisk og ufatteligt kedeligt. Ja, faktisk passer titlen på albummet glimrende, fordi musikken er nøjagtig lige så spændende som en regnvejrsdag. Det er simpelthen en værre omgang gråt-i-gråt, det her. Ydermere så er det helt grotesk, at albummet er så langt, som det er; her er intet mindre end hele ni numre, hvilket resulterer i en samlet spilletid på en lille time. Det er helt uberettiget, for selvom kvaliteten på albummet stiger henimod slutningen, så er 52 minutter helt hen i vejret, når det nu kun er omtrent de 15 af dem, der er noget værd.
Floskler og joggingbukser
Nu skriver vi ganske vist kun januar, men jeg er da allerede klar på at udråbe Dauþalaikaz som det kedeligste album i 2025 – indtil videre. Tænk sig, at det kræver mere end joggingbukser, et bat og noget floskelnonsens om nordisk mytologi at skrive god musik. Der er så usigeligt lidt ved det her album, som er værd at nævne eller fremhæve – positivt altså. Jeg tror faktisk hellere, jeg ville stå udenfor – i regnen – end at lytte til det her album én gang til.