En elefant kom marcherende
I midten af 90’erne trampede Göteborg-metallen ind som en elefant på speed i en porcelænsbutik, klar til at vælte alt på sin vej. Selvom Carcass med deres kirurgisk præcise Heartwork fra 1993 skar de første melodiske dødsmetaltoner, var det svenskerne, der slap genren løs og satte turbo på de næste mange år. At The Gates, Dark Tranquillity og In Flames blev hurtigt bannerførere og forvandlede Göteborg til metalkulturens svar på Silicon Valley. Og her bliver det ekstra interessant, for The Halo Effect er en supergruppe bestående af veteraner fra netop denne æra. Alle medlemmer – inklusive Mikael Stanne, som stadig growler ivrigt for Dark Tranquillity – har rødder i genrens guldalder og har været en del af In Flames. The Halo Effects debut, Days of the Lost fra 2022, startede som et festfyrværkeri, men b-siden efterlod en lidt flad fornemmelse. To år senere stiller vi så spørgsmålet: Har bandet nok dynamit i tasken til at holde hele albummet eksplosivt? Eller slutter marchen uden stortromme og lir?
En kombination af Cemetery Skyline og Dark Tranquillity
Det tager ikke mange sekunder at indse, at The Halo Effect lyder som en perfekt afbalanceret blanding af Mikael Stannes nye projekt, Cemetery Skyline, og hans livsværk, Dark Tranquillity, der også udgav nyt materiale i 2024 i form af albummet Endtime Signals. March Of The Unheard starter stærkt med åbneren ”Conspire To Deceive”, som er en rendyrket kærlighedserklæring til 90’ernes magiske melankoli. Riffene er øjeblikkeligt fængende, og der trækkes desuden tydelig inspiration fra Dark Tranquillitys suveræne brug af synthesizers igennem det meste af nummeret. Stannes vokal er som altid fænomenal og en af de få indenfor genren, som ville kunne få en cementblok til at græde grundet hans fabelagtige levering. De følgende numre, ”Detonate” og ”Our Channel to the Darkness”, holder også standarden tårnhøj og beviser, at bandet ikke har glemt, hvordan man åbner et album. Titelnummeret ”March Of The Unheard” overrasker desuden med et vers, der næsten stjæler rampelyset fra omkvædet – en sjældenhed for et Stanne-produceret album, der altid har en tendens til at forsøge at imitere stadionrock i omkvædene til en vis grad.
Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg savner singlen ”Path Of Fierce Resistance” fra 2023 på skiven. Dens brutale tyngde ville have været den perfekte vitaminindsprøjtning midtvejs, hvor vi i stedet får det halvsløve, instrumentale ”This Curse Of Silence”. Det føles som en mærkelig taktisk fejl, især når svenskerne ellers har holdt dampen oppe og ramt hovedet på sømmet gennem de første 25 minutters spilletid. Hvorfor slippe gaspedalen som på debuten, når motoren brøler så godt? For March Of The Unheard lider akkurat af samme problem som gruppens første udspil: B-siden er knap så god som begyndelsen. ”Forever Astray” forsøger sig med ren vokal, men instrumenteringen igennem nummeret er ret uinspireret, og det bliver en monoton oplevelse. Og så er der den instrumentale lukker ”Coda”, der nærmest beder om en præmie for at være en af de mest blodfattige afslutninger, jeg har hørt i årevis. Det er ærgerligt, for selvom udgivelsen på ingen måde revolutionerer Göteborg-metallen, så er 70 % af skiven en yderst god oplevelse. Men man kan desværre ikke bygge en klassiker, når den sidste akt ikke sidder i skabet.
In Tranquillity Effect
Den svenske supergruppe falder desværre i mange af de samme fælder som sidst, men på trods af det er March Of The Unheard en stærk skive fyldt med fede riffs, selvsikker attitude og et nostalgisk tilbageblik på melodødens gyldne begyndelse. Og ærligt talt, kan man få for meget af det? Man siger godt nok, at man skal kigge fremad, men nogle gange er et skud ren, ufortyndet nostalgi præcis, hvad der skal til for at ramme den helt rigtige nerve.
