Hvem trænger ikke til en ferie på 800 uger?
Sidst Bergthron udgav en skive, var dengang fidgetspinnere var nye, normcore var det sejeste begreb på blokken, og alle sang med på Keshas gudsjammerlige sang ”Tik Tok”. Ligeså var det året, hvor James Cameron – desperat – forsøgte at vise, at 3D-film var kommet for at blive. Med andre ord så er det et stykke tid siden, dette tyske orkester sidst udgav musik. Hvorfor er umiddelbart uvist, men helt generelt er Bergthron et band, hvor der er flere spørgsmål end svar. Men uanset årsagen til en lille ferie på godt og vel 800 uger så kan de nu fejre deres 30-årsjubilæum med album nummer syv – så frem med snesko og ishakke, og sørg også for, at der står en sanktbernhardshund med en romtønde om halsen klar på standby, for vi skal atter en gang på polarekspedition!
Hverken fugl eller fisk
Som sagt er det uvist, hvad bandet helt præcis har foretaget sig de sidste 15 år, men man skal ikke lytte ret længe til Neu Asen Land, før det står klart, at de har brugt megen tid på at lytte til en masse post-Nattens madrigal Ulver samt Enslaveds senere, meget progressive plader og så en dælens passe post-punk. Stilen er, som sådan, ikke specielt langt væk fra det forrige album Expedition Autarktis; de primære forskelle er, at lydbilledet er betydeligt mere rent og pænt, samt at vokalen ikke længere klinger henad bølledød, men derimod primært er tilsvarende ren og pæn.
Helt grundlæggende er Neu Asen Land en spøjs størrelse. Blandingen af jazz, prog, viking metal, synthpop og post-punk er ganske unik, men ligeså er en gaffel uden tænder. Nok er den lyd, som Bergthron her præsenterer os for, helt overordnet ganske behagelig samt letfordøjelig trods de mange musikalske delelementer, men det er ikke rigtigt noget, der får pulsen op over komastadiet. Gode ideer er der skam nok af, men desværre beviser Bergthron – som så mange andre – at det med at føre en idé ud i livet ikke altid er så nemt. For det største problem er nemlig, at bandet slet ikke er musikalsk kompetente nok til at hamle op med de bands, de forsøger at emulere. De er nemlig hverken Enslaved eller Ulver, de er ikke engang Finsterforst trods deres forsøg på også at lave post-viking metal. Det er især de post-punkede rytmer og riffs, som er med til at gøre albummet her så tamt og, ærlig talt, ufarligt. Den største synder, og derved det bedste eksempel på dette, må være ”Gefangene der Polarnacht «In Nacht und Eis»” – et nummer, der handler om at være fanget på isen ved nattetide. Trods denne uhyrlige tematik, hvis blotte tanke giver spontane forfrysninger, så er denne punkede lyd med til at skabe et utroligt varmt nummer, der får en til at tænke på sommer og sol: ikke hypotermi – hvilket virkeligt ikke spiller sammen. Og det er vel egentlig den bedste opsummering af Neu Asen Land.
Hit the road, Bergthron, and don’t you come back
Inaktivitet hos et band kan jo skyldes utroligt mange ting: kreative pauser, uvenskab, juridisk bøvl med mere. Det er dog uhyre sjældent, at de udgivelser, der kommer efter pauser, der er længere end et årti, rent faktisk er noget værd – og med hånden på hjertet så er Neu Asen Land ikke tiden værd. Det er ikke et katastrofalt værk, og der er da, som tidligere nævnt, skægge ideer hist og pist. Men det er slet og ret ikke et stærkt værk; jeg tror faktisk ikke engang, at det kunne have hjulpet, hvis det havde været en EP i stedet.
