Mellem breakdowns og breakups
Der er ingen kærlighed uden kollision. Modsætninger mødes, siger man, når to forskellige mennesker støder sammen og klynger sig til hinanden i kontrastfyldt tosomhed. Det er her, kærlighedens arbejde begynder, for kontraster avler konflikter, og kompromisser kræver altid ofre. Det er disse brudflader i kærligheden, som det britiske industrial noise pop-band Tayne undersøger på deres debutalbum, Love. “Der er ingen smerte sammenlignet med den, som to elskende kan påføre hinanden”, siger Taynes frontmand, Matt Sutton, med reference til litteraturkritikeren Cyril Connolly. Sutton udarbejdede albummets koncept under en dissociativ episode for at bearbejde sit eget forliste kærlighedsliv, men endte ligeledes med at skildre sine forældres skilsmisse. “Love is conflict,” fortsætter Sutton. Denne kærlighedskonflikt bringer han med sig ind i albummet, hvor elektronisk noise pop møder industrial metal, når Suttons fløjlsbløde drømmevokal stikker sig på guitarens tråd og kontrasteres af screams. Spørgsmålet er, om de umage musiksammensætninger kan forenes i harmoniske breakdowns eller blot ender i kakofoniske breakups.
Homogent, men hitløst album
Det indebærer altid en vis risiko at stræbe efter kontraster i både kunst og kærlighed. De asymmetriske rytmer kan enten forene sig i en højere enhed eller støde sammen i sanseløs kakofoni uden sammenhæng. Sammenblandingen af elektroniske elementer og klassiske riffs lykkes dog for Tayne på flere af albummets sange, og særligt “Coherent Ft. Rachel Aspe” har et velfungerende flow. Nummerets afsluttende duet mellem Suttons silkestemme og Cage Fights Rachel Aspes metalcoreagtige screams er særligt effektfuld, når de forskellige stemmeomfang omfavner og løfter hinanden op på et højere niveau. Niveauet holder dog ikke konsekvent gennem albummet. Genreelementerne fra industrial metal kvases flere gange mellem den synthpoppede elektronikamaskines tandhjul og stopper albummets fremdrift. De fleste af albummets sange indeholder passager, hvor de musikalske kontrasters kollision er velfungerende. Dog skiller ingen af numrene sig ud i deres helhed, og Love fremstår mest af alt som et homogent, men hitløst album. Omkring albummets midte ved “Cause Worthless” har man fanget præmissen og kan næsten forudsige, hvordan resten af albummet vil forløbe. Selve “Cause Worthless” har ellers også gode kvaliteter, og i enkelte blink minder sangens guitarpassager næsten om Mick Gordons Doom-soundtrack. Desværre forvandler nummeret sig fra et first person shooter-spil til en omgang Pacman, når de malplacerede pew pew-lyde bryder stemningen. Det er i kunst som i kærlighed: Man kan ikke få det hele, og det kunne have været gavnligt, hvis Tayne på enkelte af albummets numre havde valgt at holde sig til et enkelt genreudtryk og ikke blot fokuseret på at fremtvinge kontraster. For kontrast mod kontrast avler blot monotoni og ensformig kakofoni. For eksempel er det velfungerende, når Tayne på “Nothing” ser mere ned på sine fødder og kæler lidt mere for shoegazegenren. Man kunne sagtens forestille sig at lave trist two-step efter et par drinks på en dunkel gothklub til sange som denne. Ædru og ved højlys dag har den dog ikke helt samme effekt.
Parterapi, anyone?
Tayne formår at formidle albummets koncept gennem kontrastfyldte genremøder, men kommer ikke helt i mål. Tracklisten mangler variation og kunne godt bruge lidt ekstra kærlighed samt måske en parterapeut til at mægle mellem elektronikaen og metallen. Det bliver interessant at se, om Tayne i fremtiden ligesom Health bevæger sig længere ind i metallens verden eller holder sig til den synthede noise pop. De har mulighed for at udvikle sig i flere spændende retninger og måske endda finde kærligheden - så, Tayne, gi’ aldrig op, det sker for dig en dag, ja!