En mindre facaderenovation

Hvis der er noget, som altid foregår aldeles gnidningsfrit og helt uden nogen form for drama eller ramaskrig fra fans, så er det, når et band skifter forsanger (ironi kan forekomme). Renovate er det amerikanske metalcoreband Until I Wakes første album med den nye forsanger Justin Smith, der erstatter vokalisten Cody Jamison, som var med til at danne bandet i 2019. Da de gæstede Gehenna under Copenhell i juli, var det ligeledes med den nye forsanger i front. Skiftet har skabt en del furore blandt bandets fans. I mine ører er skiftet dog en mindre forbedring, selvom Smiths stemme ikke var sunget varm ved koncerten i sommers. I studieversionen kommer hans store stemmeomfang dog til sin fulde ret, når han skifter mellem skønsang, scream og rap. Bortset fra mindre dybde og diskant samt flere rapelementer, som giver albummet et næsten nu-metalagtigt præg, minder Smiths og Jamisons stemmer dog en del om hinanden. Hvis Until I Wake med albummets titel, Renovate, også hentyder til forsangerskiftet som en renovation af bandets lydprofil, er der i så fald blot tale om en mindre facadeændring. Nok har de kittet nogle revner, og deres lydbillede fremstår mere helstøbt end på de to tidligere album, men det samlede udtryk er forblevet forholdsvist uændret. 

Mindre flødefyrsvokal i min metalcoresuppe

Metalcoregenren har haft kronede dage siden 10’erne og lever stadig i bedste velgående, især blandt metalfolkets yngre fanskare. Until I Wake er ligeledes hurtigt blevet et populært band inden for genren, og med Renovate lægger de sig godt til rette i alle dens konventioner og klicheer. Albummet giver nærmest lytteren deja vu og en følelse af at have hørt numrene før i andre afskygninger. Smith alluderer næsten Mike Shinoda i eksempelvis det indledende nummer, “Catacombs”, og det er bestemt en stor kompliment. Dog mangler der musikalsk kreativitet, og det virker endnu ikke, som om bandet har fundet deres egen, selvstændige lyd. Hvad, de har fundet, er en opskrift på metalcoresmåkager, der virker. Lidt doublebass-tromme, masser af breakdowns, elektroniske elementer og måske endda et hint af djentinspirerede riffs, hvis de lige føler for det den dag. Den metalcoredej har de så rullet tyndt ud over albummet og udstukket 12 sange. Nok er det velsmagende småkager med sprøde riffs og lækker bas fra Ryan Ridley, men man bliver hurtigt mæt af sangenes ensformige opbygning. Until I Wake leverer cookiecuttercore lavet efter den klassiske opskrift, og det kommer der nogle velsmagende småkager ud af, men originalt bliver det aldrig. Hvis man ser bort fra ensartetheden, har særligt første halvdel af albummet dog en god, energisk fremdrift. Sange som “Pressure” får blodet til at løbe hurtigere og sætter bevægelse i fusserne med sine velplacerede riffs, gode tempo og fart på dobbeltpedalen. Albummet er generelt velproduceret - og måske endda en anelse overproduceret. På sange som “Eclipse” kommer de elektroniske elementer til at tage fokus fra de habile musikere og udvande de ellers onde breakdowns. Der er lidt Linkin Park fra Temu over det, og efter den ellers fremragende energibombe “The Reverence” bliver albummet gradvist langsommere, mere radiovenligt og mister brod. Selvom Smiths rene vokal er lige så imponerende i sin rækkevidde som hans lungevrangudvendende growls, bliver man hurtigt træt af den, når den bliver det dominerende element i sangene og skubber hårdheden i baggrunden. Særligt “Heaven Knows”, der fremstår som en regulær breakupsang fra 10’erne, bliver udvandet af, at Smith hælder for meget af sin flødefyrsvokal i den ellers stærke lydsuppe. Det kommer til at fremstå en anelse patetisk og minde mere om emo-rock end metalcore. Hvis man er laktoseintolerant, bør man holde sig fra numre som især “Heaven Knows” og “Hell Of A Ride”, hvis man ikke skal have ondt i maven over al den fløde i vokalen. Anderledes effektfuldt er det, når Smith krænger følelserne ud på de hårdere numre. Lyrikkens temaer om at forsøge at overleve i kamp med sig selv står stærkere, når de leveres på tung bas og breakdowns. For hvis vi skal helt ind der, hvor det gør ondt, så må ørerne også gerne bløde en smule.

Halvsjusket håndværkertilbud

Until I Wake har nogle rigtigt stærke, musikalske byggeklodser, som de kan skabe gode fundamenter til sange af. Dog fremstår de fleste af numrene på Renovate som lunkne håndværkertilbud, hvor de blot flytter en anelse rundt på byggeklodserne for at skabe nye sammensætninger, men ikke for alvor bygger noget nyt op fra bunden. “It’s been one hell of a ride” synger Smith på albummets sidste sang, “Hell Of A Ride”. Men har det nu også det, eller var det måske mere bare en cykeltur i støvregn og let modvind? Samlet set har Until I Wake skabt et velklingende album, men man kunne godt ønske sig en mere grundlæggende renovation af deres lyd samt mindre flødefyrsvokal og mere af den hårdhed, som bandet ligeledes viser, at de også kan levere.