Unseen Faith tager troen til et nyt niveau og – ikke mindst – ophøjer troen på den danske metalscene
Det internationale potentiale er ikke blevet mindre
Aarhus har forsynet os med noget af den bedste danske metal gennem tiden, som f.eks. Illdisposed og Hatesphere, og Aarhus er slet ikke færdig med at opfostre fee’ metal. Konkurrencen fra landets øvrige byer er dog steget i takt med, at den danske metalscene er vokset de senere år – og det er jo fantastisk! Nogle af de mest markante navne i Aarhus må uden tvivl være bands som Bersærk, Baest, Livløs og Unseen Faith. Sidstnævnte er med dette debutalbum klar til at bryde fri fra den danske scene og tage skridtet videre til den internationale scene, for Waver fortsætter, hvor deres fabelagtige EP, Yokebreaker, slap, når vi snakker det internationale potentiale. Det er ikke bare en videreførelse af deres musik, men en decideret ophøjelse af kvalitet, niveau, potentiale og vildskab. Unseen Faith viser virkelig, hvor skabet skal stå – hvorefter skabet bliver splintret i tusind stykker af et ustoppeligt tungt og atmosfærisk deathcore-univers.
Et rigtig stort skridt mod noget større
I en genre, hvor gudsbespottelse og makabre og fandenivoldske vers bliver skrålet i vilden sky, lægger Unseen Faith ikke skjul på, at de tager deres lyriske univers tættere på himmelen end på helvede. Det nye album kredser om emnet at være et religiøst menneske, der forsøger at bevare sin tro i det moderne samfund, hvilket naturligvis kan være lidt af en kamp, når man ser på de stridigheder, der er religion og mennesker imellem. Det er på ingen måde et prædikende album, men netop en mere moderne tilgang til det åndelige og religiøse gennem musikken. Uanset hvordan du definerer dig selv, så er der ingen fare for, at du går op i røg, når du giver dig i kast med Waver, men eventuelle skader kan dog godt opstå, for det er svært ikke at bevæge nakkemusklerne lidt, når numre som ”Dystopia” og ”(Don’t) Fear” får en tur på højeste volumen.
Albummet vil en hel masse ting, og nogle gange kan det godt føles, som om der sker lidt for meget, men det er også kun nogle gange, for langt hen ad vejen er det et utrolig flot, velproduceret, tungt og teknisk album. Samspillet mellem de tonstunge guitarriffs og de rytmiske passager er ganske enkelt fremragende. Der bliver dog heller ikke lagt fingre imellem på de hurtige trommer. De bliver fulgt op af nogle vilde breakdowns, hvor bassen bare ryger helt i kælderen, så man nærmest fristes til at trække hovedet i en 90 graders vinkel og bare banke det igennem gulvbrædderne.
Musikalsk kan man helt metaforisk beskrive lyden på Waver med det bølgende vand: stillestående i få øjeblikke, men der skal ikke meget vind til, før at bølgerne banker imod brystet på en og bliver større og større. Man bliver ikke væltet omkuld, men man mister fodfæstet mere og mere og lader sig til sidst bare følge med strømmen ind mod land. Metaforisk, men en ganske fin fortolkning af, hvad der sker på albummet. De instrumentale, atmosfæriske numre ”Intermission” og ”Interlude” symboliserer fint den smukke stilstand i havet, som bare fascinerer og betager. Numre som ”S.O.S.” og ”Tree” formørker stemningen og atmosfæren og banker bølgerne af sted i takt med de knivskarpe riffs og trommer. Den varierede og voldsomme vokal sætter orkanen ind og slæber dig mod land i det vilde farvand. Alexander gør virkelig et imponerende arbejde på vokalsiden og også som frontmand, hvilket man vil sande, hvis man fanger bandet til en af deres kommende koncerter – gør det!
Der er land i sigte, men stadig et stykke vej
Deres EP blev, som sagt, storrost, og det betyder også, at de skal bevise noget mere på dette debutalbum. Lever de op til de anerkendende roser, som de høstede? Svaret er ganske simpelt: ”Ja, det gør de”. Den overvældelse, som man fik på deres EP, er dog ikke helt så stor på Waver – dels fordi, at man har lært deres lyd at kende og ved, hvad man går ind til. Når det så er sagt, viser de, at de har udviklet sig og taget det næste skridt, og det er et rigtig stort skridt mod noget større. Men kan man så sammenligne dem med de store inden for denne genre? Det kan man helt sikkert, men det er ikke helt fair at holde dem op imod hinanden på nuværende tidspunkt. Der er stadig et stykke vej herfra og op til bandets inspirationskilder, hvilket er helt okay og ganske forståeligt. Fortræffeligt album, de herrer, og jeg skal lige huske at sige, at ingen metaforer har lidt overlast i denne anmeldelse.
