Sideprojektet fra de to Gamma Ray-medlemmer er en lunken sag
En enhed af to
Gamma Ray er et band, som ikke har brug for nogen introduktion. I løbet af de sidste seks år har Michael Ehre tæsket på trommerne for Gamma Ray, og det har guitarist Henjo Richter fået øjnene op for. De to har skabt bandet The Unity sammen med Gianba Manenti, Stef E., Jogi Sweers og Sascha Onnen. Projektets mål skulle være at lave noget rendyrket melodisk hardrock, og det projekt er delvist lykkedes, men dog er vi langt mere inde i power metallens verden end hardrockens.
And the band played on
Allerede fra første nummer kan man høre Gamma Rays DNA flyde i øregangene. Den lette guitar med det fine keyboard og nogle effekter sætter smukt stemningen. Dette starter så ”Last Betrayal”, hvis guitarriff får en til at tænke tilbage på Super Nintendo-spil eller den scene i enhver kampsportsfilm fra 90’erne, hvor helten lige har fået Chuck Norris-smadder, inden han husker, at han er stærk og derefter vinder. Og netop den setting kunne faktisk passe meget fint til resten af Rise, for det er nemlig sådan, resten af viben igennem skiven er. ”You Got Me Wrong” er det absolut bedste nummer herpå, og det giver en den helt klassiske power metal feeling. Og det er sådan, det burde være. De to sangskrivningsherrer skulle ikke prøve at gøre sig selv mere hardrockede eller forsøge sig på andet, for selvom det er deres ret, så er de altså bare power-musikanter. Skomager, bliv ved din læst! Numre som ”No Hero” er simpelthen for tunge (åh ja, that’s a thing) til, at Gianbas vokal kan passe ordentligt ind, og det ender med at lyde komisk – dog ufrivilligt, i modsætning til fx ”Welcome Home”, hvor der efter første omkvæd ganske grandiost proklameres: ”NOW FOR THE SECOND VERSE!”.
Dette nummer er desuden noget af det mest lalleglade power metal, denne anmelder nogensinde har hørt, og det er inkluderende sange fra epic-melodic-power-European-bubblegum-bands! Men der skal dog også lægges vægt på, at det jo faktisk i sagens natur lyder godt! Det er solide og velspillede numre, der klæder power metallen som helhed ganske godt! Og der er i den grad tale om numre, som bestemt kunne spilles live samtidigt. Problemet opstår desværre i, at der ikke er nogle mindeværdige hits iblandt. Jeg ville bestemt synes, det var fedt at opleve disse numre fremført live, men omvendt ville mit liv kunne gå videre, uden at jeg nogensinde hørte disse numre en eneste gang mere, og jeg ville ikke tænke mere over det.
Hvem leder hvem?
Kai Hansen leder Gamma Ray, og det giver naturligvis nogle overskydende idéer hist og her. Det kunne meget vel være, at The Unity egentlig er de idéer, som aldrig fik lov til at blive spillet i Gamma Ray. Det kunne også nemt være blevet til fyldnumre, men jeg tror, at Kai har ”dodged a bullet” på nogle af de her idéer. Det er dog vigtigt at understrege, at det er tilforladelige numre, som sagtens kunne være på playlisten hos enhver fest med både sværd og trolddom inkluderet, men der er bare bedre derude.
