Unborn Suffer sparker døren ind til det forseglede rum i den musikalske hall of fame
Med deres femte fuldlængde album, sparker polske Unborn Suffer døren ind til det forseglede rum i mit musikalske hall of fame hvor deres slags metal ellers ikke har måttet komme.
Straight outta Bydgoszcz
For her har vi at gøre med en størrelse der næsten ikke kan beskrives som andet end en fusion af Obituary, Düreforsög og .. lidt Primus? Hvad jeg ved første ørekast ville beskrive som brutal dødsmetal og grindcore, ender med at blive et besynderligt festfyrværkeri af alverdens genrer, der sammen går op i en højere enhed der både forbløffer og fornøjer.
Jeg har feber og den eneste kur er…
For især et “instrument” går igen i løbet af pladen - der i øvrigt kan prale af hele 17 numre, et ganske undervurderet stykke værktøj som alle kender og har et intenst had / kærlighedsforhold til.. Koklokken. Ja, tilsyneladende er grindcore ikke kun den primære inspirationskilde til ”Nihilist”, men selveste Christopher Walken messer i mit hoved at mere af den slags er hvad der skal til. Og for helvede hvor det virker. Det giver hele albummet et lidt legesygt udtryk, en sætning jeg aldrig i mit liv havde troet jeg skulle formulere i forbindelse med brutal dødsmetal med et twist af crust. At denne type metal kan spilles så jeg får lyst til at danse hjemme i min stue, er næsten over min forstand, men bevidner at Polen kan andet end Behemoth. De er kun tre i bandet og det er mig en gåde hvordan tre mennesker kan skabe så meget kaos og stadig få det til at gå op i en højere enhed. Det er skævt og pågående med så mange blastbeats man næsten ikke kan følge med, en vokal der spænder over både pigsquealing, gutturale udgydelser og et imponerende dybt growl. Fik jeg nævnt koklokken? Bassen er allestedsnærværende igennem hele pladen, trommerne er knastørre og knivskarpe og guitaren kender sin plads, faktisk er der ikke mange sure fingre at pege af denne plade. Hvis jeg endelig skal brokke mig over noget, så er det at jeg keder mig når det bliver for old school trægt, men det er kun mig der bliver til Maude Varnæs og skal op og lægge mig. Der findes nemlig et utal af samples fra alverdens film, sangtitlerne alene er et kapitel for sig og så var der noget med en koklokke.
Too weird to live, too rare to die
Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre med det her. Stilmæssigt minder Nihilist om sine forgængere, ikke noget der begejstrede mig synderligt, da den genre ellers ikke interesserer mig. Overhovedet. Men med den her mutant har de skabt noget helt nyt, for mig, noget der i den grad begejstrer mig og flytter mine grænser for hvad jeg synes om og ikke synes om. For faktum er at det her leddeløse og kaotiske stykke keglemetal, der næsten burde have en genre for sig selv, stadig er brutalt og perfekt glidende i sine mange overgange – fra den ene ekstrem til den anden. Koklokke.
