Genrekasser er til for at blive brudt

Hvilken genre spiller Ulcerate? Er det teknisk dødsmetal, post death metal, den inkluderende teknisk post death metal eller noget helt fjerde? En væsentlig tanke nu, hvor visse mennesker føler sig krænkede, hvis man ikke accepterer deres unikke beskrivelse af noget, der reelt set kan koges ned til to subgenrer. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Ulcerate spiller en ganske speciel afart af dødsmetal, som få bands har givet sig i kast med. Umiddelbart er det eneste lignende band australske Départe, der dog ser en anelse mere lyst på tingene end Ulcerate. Det gør man også let, men ligegyldigt hvilken genre man sætter på Ulcerate, er der ingen tvivl om, de er umanerligt dygtige til det, de gør. Det har de bevist adskillige gange; senest i 2016 med Shrines of Paralysis, og nu skal de så bevise det endnu en gang med Stare Into Death and Be Still.

Glem alt om at se dagens lys

Stare Into Death and Be Still minder umiddelbart ganske meget om sin forgænger – den føles stadig som en omgang kulsort og knusende klaustrofobisk mørke, man bliver viklet ind i. Al glæde og optimisme er blevet forvist. Der er absolut intet håb om nogensinde at se lyset igen; der er kun den tomme intethed at se frem til. Eller er der? For efterhånden som man kommer ind på livet af Stare Into Death, begynder man at kunne ane et par forskelle, der giver pladen et lidt andet udtryk end Shrines of Paralysis.

Shrines of Paralysis ville være det perfekte soundtrack at blive kidnappet af Josef Fritzl til for derefter at blive holdt indespærret i hans kælder uden håb om at se dagens lys igen, mens Stare Into Death alligevel lukker en lille smule lys ind. Det er dog ikke dagslys, men – som plades titel antyder – det forræderiske lys for enden af tunnelen, man kan se frem til, efter man blev kidnappet af forrige plade for knap fire år siden. Numre som ”Visceral Ends”, titelnummeret og ”Drawn Into the Next Void” med deres lyse atmosfæriske guitarpassager byder døden velkommen med åbne arme. Disse passager er stadig leveret og efterfulgt af riffs bestående af ren ondskab, der intet godt vil lytteren. Men endelig slipper man fri fra eksistensens elendighed. Endelig har man et nyt mørke at se frem til.

Man skal dog ikke forvente, man bare kan sove stille ind. Jamie Saint Merats trommespil sørger for, at overgangen til døden føles som at blive trukket igennem en malstrøm af buldrende ondskab og vanvid, der på intet tidspunkt viser så meget som en flig af nåde. Men selv efter at blive kastet – svag og afkræftet – gennem dette vanvid, hvor Paul Kellands dødbringende vokal har brølet lytterens forstand fra sans og samling, føles Stare Into Death som en befrielse fra det helvede, man kom fra. Man stirrer døden dybt i øjnene og accepterer den stiltiende.

Intet mindre end et mesterværk

Hvordan Ulcerate har formået at toppe den fænomenale Shrines of Paralysis, er mig en gåde, men det er, hvad de har gjort med Stare Into Death and Be Still. Pladen tager udgangspunkt i den lyd, der blev cementeret på Shrines, og løfter den op på et niveau, hvor man ikke kan andet end at lægge sig fladt ned og overgive sig. Det er stadig et kvælende mørke, Ulcerate befinder sig i, men der bliver lige lukket nok lys ind til, at man kan få vejret og være bevidst om, hvilket storslået kaos man bliver trukket ned i.