Fyrre år på toppen
Udo Dirkschneider behøver ingen præsentation, så han får ingen. Siden gennembruddet i start-firserne med Accept er det kun gået én retning for det tyske metalikon: Lige ud ad landevejen. Meget lig AC/DC har Udo både med Accept og senere med sit soloprojekt, U.D.O., opbygget en legendestatus på et fundament af bundsolide rockhymner og en karakteristisk vokal. Tre år er der gået siden U.D.O. – med bassist Wienhold, guitarist Smirnov og sønnike Sven bag trommesættet – sidst begunstigede vores øregange, og for millioner af mennesker verden over er det tre år for mange. Hvis du er i blandt dem, kan du glæde dig over, Udo og ko. er tilbage og med en titel som Steelfactory er der garanteret ingen overraskelser.
Rastløs og vild
Hvis man går og spekulerer på, om Udo monstro vil hvile lidt på laurbærrene, kan man passende give åbningsnummeret ”Tongue Reaper” sin fulde opmærksomhed. Fra de indledende leads over verset og ind i refrænet emmer sangen af klassisk heavy metal, og U.D.O. kan snildt hamle op med Judas Priests seneste udgivelse fra tidligere. Udos stemme er ældet som lagret i eddike, og har tillagt sig en syngende snerren á la Bobby Blitz. Efter at have tærsket tunger kommer ”Make the Move”, som sætter tempoet en anelse ned, men beholder ægtheden fra den stærke åbner.
Som ventet forløber størstedelen af Steelfactory med midttempo trampere, i hvilke Udo krænger arenaklar omkvæd ud af struben. Udførslen er afgjort Acceptabel (undskyld); hen mod midten af albummet får vi for eksempel slidt sålerne ned af ”Raise the Game” og ”Blood On Fire”, som uden at nytænke noget som helst vinder på erfaren sangskrivning samt Udos stedsegrønne stemme. Mine personlige favoritter er og bliver dog de mere tempofyldte skæringer, nemlig åbningsnummeret samt ”Rising High” og ”Eraser”, delvist på grund af deres ørehængende melodier og så også fordi, at de trods alt fungerer som kærkomne afvekslinger fra midttempoet.
Den eneste sang, jeg ikke bryder mig om på albummet, er den langsomme ”Keeper of My Soul”, hvis repetition og mellemøstligt-inspirerede guitarlick for mig skader mere, end det gavner. Et øvrigt og væsentligt kritikpunkt er, at refrænerne får lidt rigelig stadionkarakter fra produktionssiden. Mange af omkvædene har nok korstemmer til næsten at drukne Udos stemme. Den største ærgrelse albummet igennem kommer imidlertid fra bassen, som på størstedelen af albummet blot trasker afsted i fire-fjerdedele eller otte-ottendedele. Bassen får ofte ikke den opmærksomhed, den fortjener, men her bliver den periodevist reduceret til en banalitet.
På med støvlerne
Alderen har endnu ikke indhentet Udo Dirkschneider, og Steelfactory bærer rigeligt vidnesbyrd om dette. Vanen tro er albummet spækket med solide marchrockere tilsat enkelte højtempo skæringer i klassisk heavy metalstil. Lækre melodier og soloer krydrer albummet, men selvom Udos stemme og energi fortsat imponerer, bliver han gemt halvt af vejen i flere af omkvædene grundet et overentusiastisk produktionsarbejde. Albummets højdepunkter rummer dog stor klasse, og for den garvede fan er der absolut ingen grund til at se bort fra Steelfactory.
