Hvor kom jeg til?
Under min forberedelse til nærværende anmeldelse af de svenske dødsmetal/punkere, Turbocharged, havde jeg en sigende oplevelse. Medens jeg kom gående af Falkoner Allé i retning af Frederiksberg Have, og med Above Lords, Below Earth blæsende i hovedtelefonerne, fik en forbipasserende ved et uheld fat i kablet og rev det ud af min telefon. Efter at have forbandet misdæderen langt væk, satte jeg kablet i og blev ramt af en sær følelse: jeg anede ikke, hvilken sang jeg lige havde lyttet til, og heller ikke hvordan den lød. Er det ADD eller ensformig sangskrivning? Øhm, hvad talte vi om? Hov, har du for resten hørt om Turbocharged?
Supposed to snort
For at være fair over for Turbocharged, og det fortjener de afgjort, så er der meget at holde af ved Above, Below. Stilen tager punk-inspiration fra Motörhead, mens dødsdelen er fast forankret i Stockholm. Resultatet er naturligvis en uraffineret, stenhård, hurtig og sjov lyd, hvor bassist og forsanger Ronnie ”Ripper” Olson meget passende lyder som en form for dødsmetal-Lemmy i et dybere toneleje.
”The Crawling Path of Worms” starter festen med dødsversionen af et Motörhead-riff, hvorefter et Entombed-lydende tremolo-lick introduceres i omkvædet. Lead-guitaren placerer sig i den mere rock’n’rollede speed metal-lejr, og alt i alt er det en sprængfarlig og underholdende blanding. ”Above Lords, Below Earth” bygger sit introriff op om et fikst lick på off-beatet og veksler ellers lystigt mellem powerakkord-riffing og midttempo døds-ditto, adskilt af et toneskift som Lemmy havde gjort det. Min yndlingssang er ”Low-tech Blasphemy”, sikkert fordi det har det bedste riff og bærer den største indflydelse fra Stockholmdød; komplet med et morbidt temposkift til forholdsvist kravlende doomtempo.
Øvrige sange lider under samme problem som det meste af Nekrofilths stilistisk sammenlignelige Worm Ritual, nemlig at riffene kommer og går uden at gøre sig videre bemærket. Midt på albummet taber 1-2-komboen af ”Obscurant” og ”Harbingers at Dawn” min opmærksomhed, fordi strengene næsten kun spiller én tone per riff. På resten af albummet er det kun omkvædet på ”Dried Blood (The Heretic Confession)” samt det afsluttende speed metal-vanvid på ”Unholy Deathpunk”, der for alvor flår mig tilbage til albummet. Endelig, så er det stilistiske udtryk en anelse begrænset (mildt sagt), og der er meget få overraskelser på albummet.
Overmåde underholdning
Turbocharged spiller en forholdsvis simpel dødspunkstil, hvilket stiller store krav til gruppens hooks. Fælles for inspirationskilderne i Motörhead og Entombed er, at deres hooks er forbløffende gode, hvilket Above Lords, Below Earth ikke lever op til. Der er mange fornøjelige øjeblikke på Above Lords, Below Earth, og Turbocharged fortjener absolut ros for at underholde hvor andre keder… Men de keder nu også indimellem. Til gengæld kan jeg kun forestille mig, at deres koncerter er forrygende.
Bemærk: Det eneste YouTube-klip, jeg kunne finde med det nye materiale, er et liveshow fra albummets releaseparty med næsten uhørlig guitar.
