De norske skabsbøsser er tilbage med endnu et rockende og rullende pragteksemplar af en skive. Denne gang har man taget titlen bogstaveligt og kreeret det ultimative party album for i år. Efter den dramatiske intro bliver der lagt ud i ren Apocalypse Dudes stil med den punkede "All My Friends Are Dead", og den mere beskidte "Blow Me (Like The Wind)". Derefter kommer den første store overraskelse med "City Of Satan" som lyder som en fest mellem Judas Priest, Joan Jett (hende med "I Love Rock'n'Roll") og Gary Glitter, komplet med et stort symfoniorkester i den grande finale. Endnu mere i den rockede og metalliske stil er "Death From Above" som indeholder den fantastiske sætning: "when you find yorself in a storm of feces", især den rå og enkle produktion kommer virkelig igennem her. De følgende "Wasted Again" og "High On Crime" er desværre ikke så geniale som de forrige numre - typiske Turbo numre som dog ikke begejstrer ej heller ikke skuffer. "If You See Kaye" derimod er igen en heftig lille numsesvinger der får ens hormoner igang mens mans danser svedende og adrenalin beruset rundt, her viser sanger Hank Von Helvete også, at han sagtens kan synge og ikke bare er sjov at kigge på. "Stay Free" er en selvbiografisk lille smuk sang med hensmidte lækre akustik indstik, hvor Hank tager kraftigt pis på hans forhenværende stofmisbrug. "Babylon Forever" kunne have stammet fra vores egne D.A.D for en 16 år siden med dens happy go lucky guitar motiv, medens nordmændende dog er en del mere sorte i deres humor end de danske ko punks. The Dictators ville sikkert også have kunne nikke anerkendende til den real satiriske "Hot Stuff/Hot Shit" som omhandler bandets herlige mandschauvanistiske syn på den norske krigskorrespondent under kampene i Afghanistan. Den furiose udsmidder "Final Warning" kunne endda have stået på en plade som "Ass Cobra", havde det ikke været for det igen optrædende symfoniorkester. Med dette album har bandet leveret en mere end berettiget opfølger til forrige års "Scandinavian Leather", desværre har enkelte numre det med at få en til at lede med skip tasten, men hoveddelen af pladen er dog absolut legendarisk. Et band der kan skrive tekster som "If I ran for election, would you support my erection" har ihvertfald min dybeste respekt, så skaf dig en flaske Jack D og karton smøger og kast dig ud i festen!