Heavy metal og surf!
Med dette femte fuldlængdealbum markerer svenske Tribulation afslutningen af en æra og begyndelsen på noget nyt. Det er nemlig nogle store sko Joseph Tholl skal fylde fremadrettet, da han overtager pladsen for det karismatiske og talentfulde originalmedlem og guitarist Jonathan Hulténs.
Tribulation har skabt en tradition gennem mange år, der er deres helt egen, som de excellerer indenfor. En stil, du ikke finder hos andre metalbands, men som du alligevel synes, minder om noget, du har hørt før. De spiller en slags melodisk dødsmetal og atmosfærisk black metal, der implementerer elementer fra andre velkendte arenaer, mest af alt surfmusik, klassisk musik og rock’n’roll fra 50’erne. Musikken er desuden åbenlyst gennemsyret af en gotisk attitude, som bevidnes gennem stemningen og deres okkulte lyrik.
Indbyder til fordybelse, påskønnelse og trance
Karakteristisk for bandet starter albumåbneren ”In Remembrance” med orgeltoner, som eftersættes af xylofon og klassisk guitar, indtil trommer og energisk guitar bryder ind med et brag. Bassen er fyret helt op, og Johannes’ karakteristiske rumklangsfremhævede, dybe growl ytrer fire linjers smertekvad på svensk, hvorefter han fortsætter resten af sangen på engelsk. Tempoet er tilsvarende doom- eller sludgemetal, og selvom musikerne er knivskarpe på deres instrumenter, så er der bevidst tilføjet støj og støv i stemningsbilledet.
De første tre numre følger en rød tråd, mest af alt med tempoet som den afgørende variation, men for at skabe et hensigtsmæssigt brud, så pladen undgår at blive ensartet, bryder ”Dirge of a Dying Soul” og ”Lethe” midten af pladen. ”Dirge of a Dying Soul” er baseret på Johann Sebastian Bachs komposition “Bourrée i e-mol”. Den efterfølges af kammermusik – klassisk klaver eksekveret af Jonathan Hultén. Nummeret ”Lethe” er så bidende autentisk, at man under klaverforestillingen tilmed kan høre de knagende lyde fra taburetten i baggrunden – et smukt instrumentalnummer. Det er en forholdsvis kort, men meget elegant komposition, som tilføjes ekstra charme ved at nummeret slutter på en falsk tone.
Herefter bryder albummet ud i lys lue med nummeret ”Daughter of the Djinn”. Der er masser af tempo og swing – nummeret indbyder nærmest til dansegulvet! Albummet fra start til slut byder på fordybelse, påskønnelse og stoisk melankolsk trance.
Rent tematisk og lyrisk beskæftiger bandet sig til stadighed med det mørke og dystre, og denne gang kommer de med historier om ritualer, ånder, dæmoner, væsener fra religion og mytologi og andre okkulte beretninger. Dette ses på nogle af numrenes titler, som er navngivet med udgangspunkt i to forskellige religioner og en mytologi: ”Levianthans” er det kæmpe og mystiske havuhyre, som er beskrevet i Det Gamle Testamente. “Inanna” er gudinden for frugtbarhed, krig og kærlighed i Sumerisk mytologi, som folket fra Mesopotamien (i dag kendt som Irak) troede på. Og sidst men ikke mindst er der også nummeret ”Daughter of the Djinn”, hvor Djinn er en usynlig og mystisk ånd, som også kan have dyrisk og menneskelig form, som både er berettet om i præislamistisk kultur, islam og vestlig kultur.
En bemærkelsesværdig bedrift
Tribulation har skabt en mærkeligt indbydende musikstil, som med sin energiske surfrock-opbygning er forholdsvis lyttevenlig for størstedelen af befolkningen, mens det samtidig er frygtelig hårdt i sit melankolske lydbillede, der understøttes af vemodig, men stærk growl af Johannes Andersson. Musikken og lyrikken er velskrevet og mesterligt udført med en elegance. Til tider kan man måske savne, at tempoet lige skrues en tand mere op, og at der udvises mere aggressivitet i lydbilledet. Om dette kan ske uden at bryde med bandets egen stil og tematik, vides ikke, og derfor skal denne sidste observation også blot ses som en fodnote, i hvad der ellers er et mesterværk. Tribulation har fandeme gjort det igen!
Albummet er lige så godt som deres kultklassiskeralbum Children of the Night, hvilket i sig selv er en skyhøj bedrift. Fra start til slut forekommer albummet og alt indholdet dybt originalt og stadig absolut tro mod den stil, Tribulation selv har udviklet.
