Jagten på det gode soloprojekt
Nogle gange, når man har været i et band i noget tid, kan det være sundt at prøve kræfter med andre udfordringer. For nogle er det at begynde at male eller designe tøj, mens andre kaster sig over soloprojekter. Det bliver nogle gange til noget helt andet end det, vedkommende er kendt for – Laust Sonne fra D-A-D kastede sig for eksempel over en slags diskopop. Andre gange bliver det til nøjagtig det samme – Jesper Binzer udgav for eksempel en samling sange i eget navn, som lød fuldstændig som D-A-D. Nogle gange kan det dog også have den effekt, at soloprojektet giver lytteren et blik ind i, hvilken del af bandets lyd, vedkommende står for. Det er tilfældet med Mark Tremontis nyeste soloplade, Marching in Time.
Lyden af Creed og Alter Bridge, men tungere
De fleste kender nok Mark Tremonti som guitarist i (heldigvis) hedengangne Creed og nu i Alter Bridge. Hvor Creed var, ja, Creed, så er Alter Bridge – der er samme band, men med den noget mere kompetente Myles Kennedy i front – et noget tungere og mere varieret bekendtskab. Den lyd – altså den tunge – har Mark Tremonti taget med over på Marching in Time – og så skruet gevaldigt op for den.
Der er nemlig ingen tvivl om, at Marching in Time er skrevet af en guitarist. Her er riffs og melodier i højsædet, og guitaren er det altoverskyggende i lydbilledet. Det gør dog ikke noget, for Mark Tremonti er heldigvis en rigtig god guitarist, og han har faktisk lavet en virkelig god hard rock-plade. Den starter med “A World Away”, som svinger mellem tunge vers og hæsblæsende omkvæd, og så ser Tremonti sig ellers ikke tilbage. Vi skal fremad, og vi skal larme undervejs – og det gør vi så. Lydmæssigt bevæger vi os i et grænseland mellem hard rock og metal, og har man hørt især Alter Bridges senere plader, så kommer man til at føle sig hjemme. Hør bare “If Not For You”, hvor omkvædet er så højtravende, at man nærmest får brug for iltapparat. Det er sange med svulstige omkvæd, der lyder af stadioner og højt til himlen, og undervejs får vi rigeligt med smagsprøver på Mark Tremontis evner udi både riffs og soli. Samtidig er det hele enormt velproduceret uden at blive for pænt.
Er det hele så bare fryd og gammen, og står vi med årets plade? Lige knap. For selvom numre som “A World Away”, “Let That Be Us” og “Bleak” er virkelig gode rusketure, så sker der noget, når tempoet bliver sat ned. Mark Tremonti har en god stemme, men den er ikke så varieret, og samtidig er hans tekster næppe nogle, der kommer til at give ham nobelprisen i litteratur. Det kan han slippe af sted med i de hurtige og larmende numre, men når det hele skal være lidt mere afdæmpet, kommer linjer som “If I found the strength, I would cross any ocean. Just to see that light in you” pludselig til at føles en anelse banale. Det er i øvrigt fra “Not Afraid to Lose”, som lyder meget af Creed. Det er ikke en ros.
Men de banale tekster og den begrænsede vokal er dog kun små dråber malurt i et rigtig lækkert bæger med god, gedigen og tung stadionrock. Marching in Time er måske ikke ligefrem kandidat til årets plade, men her er rigeligt at komme efter. Det er en af den slags oplevelser, hvor man får fornemmelsen af at have fået at vide, hvor skabet skal stå. Også selvom det skab ikke nødvendigvis vinder priser for sit banebrydende design.
Headbanging og fællessang
Hvis du i forvejen er fan af Mark Tremontis arbejde hos især Alter Bridge, så er der ingen vej udenom Marching in Time. Den har meget af den vildskab, som eksempelvis Alter Bridges “Ties That Bind” kommer med, og selvom lyden er meget i retningen af de bands, han ellers er med i, formår Mark Tremonti at bygge videre på den lyd. Marching in Time er slet og ret en glimrende hard rock-plade, som både lægger op til headbanging og fællessang.
