Forventningerne skrues i vejret
Mark Tremonti er en travl mand. Når ikke han turnerer verden tynd med Alter Bridge, spiller han i soloprojektet Tremonti, og snart kan han også kalde sig forfatter! Det vender vi tilbage til. Manden og hans musikalske kumpaner er tre album inde i karrieren, og nu er de klar med deres mest ambitiøse værk til dato: konceptalbummet A Dying Machine.
Tremonti, som vi kender dem – og dog
På overfladen leverer A Dying Machine en temmelig generisk og slidt sci-fi-historie: Det er den klassiske dystopi, hvor robotter og cyborgs har overtaget verden. Man skal dog ikke høre mange sange, før det står klart, at historien har mange flere lag og faktisk har noget reelt at byde på. Konceptet forfalder ikke til kedelige klichéer eller billige tricks, og det er en stor styrke. Faktisk er tekstuniverset så centralt, at Mark Tremonti har valgt at supplere historien med en roman, der udkommer sidst på sommeren. Spændende!
Musikalsk er A Dying Machine Mark Tremonti i sit rette element: Den moderne metal med tydelige thrash-rødder og melodiske kendetegn får frit løb. Det thrashede tempo og aggressive guitarspil får vi en smagsprøve på i åbningsnummeret ”Bringer of War”. Her lægger trommeslager Garrett Whitlock ud med en militærisk passage, hvorefter guitaren tager over, og det store omkvæd sælger sangen. De melodiske indslag findes alle vegne, men excellerer især i de potentielle radiohits ”Take You With Me” og ”The First the Last”. Begge disse er blandt skivens blødere numre, og de har en dejlig opløftende stemning. Det skaber en rigtig fin dynamik på pladen og en bred appel. Markant hårdere – og muligvis endnu stærkere – står titelnummeret ”A Dying Machine”. De anmassende guitarriffs åbner sangen, en tydelig bas slutter sig til, og en tilpas aggressiv vokal fra Mark Tremonti ligger solidt i forgrunden. Dette nummer viser virkelig, hvad Tremonti-ensemblet kan.
Hovedpersonen Mark Tremonti har altid været en ret dygtig – og undervurderet – sanger. Vi hørte ham lidt i Creed, mere i Alter Bridge og nu for fuld udblæsning i Tremonti. Soloprojektet har for alvor givet ham mulighed for at udvikle sin sangstemme, og vokalen på A Dying Machine er den stærkeste, vi har hørt fra ham længe. Selvom der er skruet en tand ned for den hjerteskærende melankoli, som især var til stede på debutalbummet All I Was, er der stadig masser af nerve og sjæl i stemmen. Hvor ”Make It Hurt” og ”Traipse” demonstrerer en bastant vokal, befinder ”The First the Last” og ”As the Silence Becomes Me” sig i modsatte lejr: Her hører vi en øm stemme – men ikke uden kraft. Dejlig variation.
Desværre er den flotte sangstemme på enkelte numre – blandt andet ”From the Sky” – overdænget med ligegyldige effekter. Det er en skam og helt unødvendigt. Manden kan synge; han behøver ikke lyde så overproduceret og maskinel. Ligeledes indeholder albummet et par skuffende numre, fx ”The Day When Legions Burned”. Det virker malplaceret og er hurtigt glemt.
En auteur
Der er ingen tvivl om, at dette projekt er Mark Tremontis hjertebarn; han fylder unægtelig meget i bandets univers. Han er ikke bare manden bag konceptet, men udfylder også de to bærende roller i lyden: vokalist og guitarist. Resten af bandet har derfor en tilbagetrukken position – præcis som på de tre forrige album. Tremonti er lyden af Mark Tremonti, og kan man lide den guts stil, er A Dying Machine en glimrende skive.
