Sollen wir wieder träumen?
Tyskland har altid haft et værdigt renommé hvad angår stort set samtlige former for metal. Hvad angår black metal er det umiddelbart svært at fremhæve lige så mange oplagt skelsættende bands end hos svenskerne eller nordmændende. Dette er dog langtfra ensbetydende med at tyskerne ikke er i stand til at levere kvalitet indenfor denne genre, tværtimod har der de senere år været et utal at spændende bands der med rette har sat sit præg på scenen. Hvad vi har at gøre med i dette tilfælde, i form af Träumen von Aurora, er dog ikke for alvor nogen værdig eksponent for den kvalitet som landet har været i stand til at producere. Der er ikke tale om nogen ny Moonblood, Horn eller Lunar aurora, der alle (for blot at nævne nogle få eksempler) fortjener prise for deres mesterlige udførelse inden for forskellige afgreninger af black metal.
Den velkendte post-black metal bølge af bands der har skyllet ind over land og dal og eroderet de store mørke skove der har domineret landskabet (hvis denne prætentiøse analogi på nogen måde virker forståelig), er efterhånden gået hen og blevet lidt af en landeplage de fleste steder. Dermed ikke sagt at den såkaldte post-black metal scene ikke har produceret visse fremragende bands, men i det store og hele tenderer denne undergenre hen imod at blive aldeles kønsløs og homogen som så meget andet. Da alcest i sin tid brød frem var dette nyskabende især fordi lyden var så forholdsvis særegen til sammenligning med det daværende black metal miljø, hvilket efter egen mening i høj grad var med til at vinde bandet popularitet foruden at have en (i nogens øjne) spændende og anderledes lyd.
Dette postulat kan ydermere knyttes til samtlige forgreninger inden for metallen. Fra Trash til Death og i særdeleshed også black. Nye bands eksperimenterer med en lyd der ikke "passer ind i sammenhængen" iforhold til det omkringtliggende miljø, der opstår hype, folk får pludselig "øjnene op for hvor fedt det er!", og så ruller rulletten. Ganske vidst har disse Dette er ikke ment som en hån mod nye bands der forsøger sig med at eksperimentere og skabe deres egen lyd, tværtimod, men blot for at sætte fokus på at der i mange tilfælde ikke er så meget at hente hos et band som man til en start havde forventet. Nuvel, undertegnede er ikke den helt store post -black entusiast og kendere vil sikkert kunne hagle de påstande ned der er blevet fremsat indtil videre, men på trods af dette er Rekonvaleszensz et middelmådigt produkt af en stagnerende undergenre, hvis frontløbere, Alcest (og til dels landsmændende Les Discrets), stadig sætter dagsordenen inden for denne måde at spille black metal, ganske ligesom Cynic formår at gøre i prog metal...men det er en ganske anden sag.
Ultimativt er det som alt andet en smagssag, hvor der naturligvis ikke hersker nogen absolutiteter. Man kan synes som man gør grundet mangel på kendskab til det man er sat til at beskrive, hvor det ikke kan benægtes at et flygtigt bekendskab til noget der stort set udelukkende beror på førstehåndsindtryk kan virke uappellerende for én, men alt i alt er det nu engang sådan tingene fungerer. Lyt til Alcest eller Deafheaven i stedet.
