Forudindtagelse bekræftet

Hvis man nogensinde har kunnet dømme et album på omslaget, så er det nu. Bandet hedder Trajeto de Cabra (”Gedesti” på portugisisk). Medlemmerne hedder Defiler of Blessed Wombs, Blood Lust Abominator of Ritual War Incantations, Perverser of Unholy Disorder og Goat Plague Messiah. Pladeselskabet er Iron Bonehead, der aldrig har udgivet noget tilnærmelsesvist flinkt. Og debutalbummet hedder Supreme Command of Satanic Will. Alt ved omslaget skriger bestialsk blackened death metal. Alt ved musikken er bestialsk, blackened, og meget, meget death.

Gede-metal

Musikken på Supreme Command of Satanic Will er rædselsfuld, og fans af Blasphemy og Archgoat kan uden videre drøne ind til Iron Bonehead og bestille albummet. ”In Fear of Saturn” bruger hele fem sekunder på at varme op, før en veritabel blodrus eksploderer ud af høretelefonerne. Så vidt så godt – Trajeto de Cabra tager ikke let på opgaven. Omkring halvvejs går sangen ned i tempo, og leadguitaren leverer én af mange hvinende soloer mens rytmegruppen bygger op til næste overfald i et langt, truende stykke. Alle medlemmer bidrager tilsyneladende på vokalfronten, og alle sammen lyder vederstyggelige, så dét er, som det skal være.

Det er nemt at reducere Trajeto de Cabra til blot et blastbeat-og-tremolo-riff-band. Det er også forkert og tåbeligt. ”The Final Gate” tager sig god tid til at udvide det indledende trommespil og march-riff, hvilket tjener det formål at få lytterens blod op på kogepunktet. Det samme kan siges om ”Scythe of Pestilence”, som fastholder interessen over knap fire minutter selv med kun ét riff. Riffene er desuden varierede i sig selv, og blandt de forventelige tremolo-hug findes både Immolation-lydende guitarværk på ”Cursed Graves of the Anointed” samt et legato-legeret nærmest groovet riff på ”Blackened Hands of the Impure”. Selv de sange, som blæser ud af starthullerne med økserne hævet, kan skelnes fra hinanden – en vigtig kvalitet uanset stilarten, og et vidne om at canadierne ønsker at imponere Den Bukkehornede i stedet for blot at bekende troskab.

Produktionen er ganske forfærdelig efter sædvanlige standarder, og havde Trajeto de Cabra spillet powermetal, havde jeg nok sablet dem ned. Men musikken er også forfærdelig, og guitarernes skærende diskant passer faktisk riffene og sangene glimrende. En dunkel og kuende atmosfære omklamrer lytteren, som om musikken er optaget i et gravkapel badet i unaturligt rødt lys. At musikken havde lydt bedre med en klarere og mere dynamisk produktion er sikkert og vist, men hvorvidt æstetikken havde været bevaret er et åbent spørgsmål. Jeg kan i hvert fald fint leve med et hadsk lydbillede lige netop til krigsmetal, al den stund at gruppens visioner ikke bunder i fred og fordragelighed. Desuden har jeg hørt værre; modsat Deiphago kan man høre og forstå riffene, hvilket gør underværker for min egen oplevelse af musikken.

Julegaveidé til satanister

Til syvende og sidst er jeg blot en ateist, der poserer som djævletilbeder for riffenes skyld. Det giver ikke en videre ægte oplevelse af Supreme Command of Satanic Will, men selv skyggen af gruppens vision er frygtindgydende. Riffene er fantastiske, og de canadiske gededisciple formår at vride mest muligt ud af deres temaer, både hvad angår det musiske arrangement og hvad angår den absolut hadefulde fremførsel. Supreme Command of Satanic Will udkommer lige akkurat tids nok til at blive lagt under træet, men jeg tager intet ansvar, hvis træet stikker i flammer.