Danske math/prog-rockere lover mere, end de kan holde

Superfedt – i teorien

For alle os musikelskere er det af og til rart med forandring og spændende at kaste sig ud i noget nyt. Personligt holder jeg meget af at gå på opdagelse efter ny musik. Jeg elsker, når jeg er heldig at finde bands med rødder i noget kendt og trygt, men som også tør kaste sig over elementer af nye, ukendte stilarter og skøre indfald. Derfor var jeg på forhånd uhyre spændt på Town Portals nyeste album, Of Violence.

Knap så fedt i praksis

Den københavnske trio spiller noget så specielt som instrumental math/prog-rock med en snert af sludge og beskidt grunge. Det lyder umiddelbart ret fedt, hvis man er fan af det skæve og frisk på at prøve noget nyt, og det hele starter da også rigtig godt. På pladens åbningsnummer, “Better Angels”, samt dennes efterfølger, “Archright”, vises pladens helt store styrke med det samme: fuldstændig knivskarp math-rock med skæve taktarter og præcist eksekverede riffs, men spillet med tilbagelænet og næsten uskarp ro og skrabet lyd. Forvirret? Det forstår jeg godt, for hvordan spiller man tight og skarpt og så alligevel ret slattent? Det skal opleves. Lyt bare til pladens absolut bedste skæring, ”Roko’s Basilisk”, og du vil forstå det med det samme; mens du kan nyde et smukt stykke musik, komplet med stærke medrivende passager, tunge breakdowns og ikke mindst en fræk lille trompet(!). Hvem skulle have troet, at instrumental prog med messingsuppe kunne lyde så godt?

Træerne gror dog ikke ind i himlen. Hvor Town Portal har deres helt store styrke, har de desværre også deres største svaghed. Præmissen bliver simpelthen for snæver til, at interessen i den kan bevares intakt pladen ud. Kedsomheden begynder langsomt at snige sig ind, i takt med at de skæve taktarter og de stenede riffs fortsætter uden den store variation. Hørt fra start til slut bliver Of Violence hurtigt alt for introvert, navlepillende og ganske enkelt kedelig, og man efterlades med følelsen af, at bandet helst bare vil være alene og ikke forstyrres, så de kan nørde videre i fred.

En lukket fest

Kan man som lytter købe præmissen, venter der en stor gevinst flere steder på pladen. I de rette mængder er nænsomt serverede portioner af Of Violence præcis den smukke soniske rejse, som de lægger op til fra start. Men som helhed bliver det så indadskuende og ensformigt i længden, at det smukke og dragende reduceres til kedelige koordinerede stiløvelser i skæve taktarter og sære skalaer – kun for de indviede. Bevares, det kan absolut ikke være nemt at spille instrumental math/prog-rock og få det hele til at lyde lige spændende, men på den anden side behøver det heller ikke at tangere elevatormusik i sine mindst spændende perioder.