Pasta med kødsovs er fint en gang imellem

Når det nu SKAL være…

Kvintetten Toseland med racerkøreren James Toseland i front har begået sig en skive, som bedst beskrives som pasta med kødsovs: Det ka’ være en redning, hvis der virkelig ikke er andet; det kan være godt, hvis man er vant til absolut lort; og det kan være ganske godt, hvis det er velkrydret!

Underkogt og mangler salt!

Men denne ret er desværre ikke helt til en Michelin-stjerne! Også selvom, at den har været igennem turen hos Mike Fraser (kendt fra sit arbejde med bl.a. AC/DC).

Hovedingredienserne er der skam! Både sprød guitarlyd og attitude. Men ét af de vigtigste elementer mangler: variation/tomat. James' let-nasale vokal er simpelthen for ensformig. Uanset, om det er rolige rockballader eller full on oregano-grinding, så er der ikke nogle høje pitch-skift, et primalt brøl eller sågar et lille Vasa-knæk på stemmen. Der er ingen små variationer eller tegn på, at man presser sig selv mere, end dertil hvor man begynder at svede det mindste! Det er lidt for ligeud ad landevejen. ”Men Carsten, er det ikke også helt fint at hamre derudaf?”, og til det må jeg stålsat og sikkert svare: ”tjooooo”. Det kan da være rart, men man efterlades nu alligevel med en sær form for trang til at råbe: ”SÅ STIMULER FORHELVEDE DA MIT ØRE, JAMES – DU ER SÅ TÆT PÅ!”

Forstå mig ret, jeg forsøger virkelig at elske Toseland – de gør det bare så svært for mig. Musikken fejler til gengæld intet, og de dygtige musikeres parmesan-spil vejer til en vis grad op for den lettere ensformige vokal. Hvis man vil høre 1-2 gode rocknumre i træk, er skiven ikke er dårligt valg. Men så heller ikke flere, for så er det altså heller ikke mere spændende!

Regningen, tak!

Hvis du skal holde en lille fest, og der skal sættes noget småblødt rockmusik på (som der jo skal!), så kan den sagtens bruges. Men hvis du vil høre innovation og variation, så lav hakkedrenge med karamelsovs, for det må være mere spændende, end det her!