Hvordan ender familieferier til Split?
En splittelse har ofte enten en negativ årsag eller en negativ konsekvens. Splitter et kæreste- eller ægtepar op, så er der som oftest en negativ årsag. Har man ikke forventningsafstemt, hvorvidt man skal splitte regningen efter et restaurantbesøg, så følger der som regel en negativ konsekvens. Og begynder vi at splitte ting på det atomare niveau, ja, så kan vi potentielt ende ud med en atombombe, hvilket ofte er født ud af noget negativt, og konsekvenserne må også betegnes som jævnt negative. Så at danske Throwe og Sloevsind er gået sammen om en udgivelse og kaldt den Splittelse, det tegner ikke just positivt.
Som at trække splitten i sindets håndgranat
Nu begår begge bands sig dog i hardcoren, hvor Throwe går i den blackede retning og Sloevsind leger lidt med både blacken og døden. Og da dette som udgangspunkt ikke er genreblandinger, som emmer af højt humør og positivitet, så bør man ikke spekulere mere i sammenhængen mellem albumtitel og kvalitet.
Throwe er de første til at trække splitten og minder, efter en kort intro, lytteren om, at livet godt kan gøre ondt nogle gange. “Mørke” er i første færd en syngende hardcore-lussing, som lader det indre had komme ud og på glimrende vis minde os om, at sindet kan være et jævnt træls sted. “Liv Æder Liv” er dog der, hvor Throwe og ja, faktisk hele Splittelse topper. Black metallens tænderskærende hvæsen og hardcorens eksplosive frustrationer tørner sammen i et festfyrværkeri af vrede og afmagt. Nummeret er i bund og grund “bare” et andenbølge-riff og en solid hardcore rytme. Men netop med så forholdsvist simple byggeklodser så kan Throwe bruge tiden på at drive lytteren helt derud, hvor man kaster sten efter månen i ren afmagt over, at livet aldrig rigtig blev, som man havde drømt om. Det er ganske enkelt fremragende at lytte til.
Selvom Splittelse topper på Throwes halvdel, betyder det på ingen måde, at Sloevsinds halvdel bare er fyld. “Deathbringer” lægger fra land med en udmærket kulsort blanding af beatdown hardcore og dødsmetal. “Broken Soul” tilføjer en smule blacket dissonans, som ikke bare giver mørket form, men omdanner det til en gedigen flyveskalle fulgt op af en ordentlig dragt prygl. Men hvor fedt det end er at få tæsk af sine indre dæmoner, så er tæsk noget fysisk og håndgribeligt. Skal det gøre mere ondt, så skal vi rammes psykisk, og her låner “Slipping Away” lige en snas black fra Throwe, og vupti, så er du igen fanget i afmagtens hjemlige omgivelser. Sloevsind har en lidt mere hårdhændet tilgang til psykens finurligheder end Throwe, men nogle gange så skal fløjlshandskerne skiftes ud med knojern.
Netop Sloevsinds hang til slåskampe er det eneste nævneværdige minus på Splittelse. Specielt “PMA” gør sig skyldig i dette. Nummeret lægger op til at være en perfekt blanding af black, bulder og beatdown, men synker lige så langsomt ned i, hvad der næsten føles som verdens længste breakdown. Jeg er med på, at man kun kan stampe på en mands kranie forholdsvist langsomt, men kom nu med lidt psykende black eller nogle dødsmetalliske jabs. Her må man godt være kreativ.
En alt andet end splittet split
At trække breakdowns i langdrag er dog ingen dødssynd – hvis det var, så kunne man udradere hovedparten af alle bands, som gør sig i core – og nu hvor Splittelse også er Sloevsinds debutudgivelse, så er det faktisk ganske imponerende, at bandet allerede nu lyder som det farlige band, Hexis altid har stræbt efter. Om Throwes halvdel er der kun et at sige: Hvorfor i alverden lød Forfald ikke sådan her? Det krævede åbenbart, at bandet gik i ja, forfald, og derefter rejste sig igen for at bringe kvaliteterne frem.
