Skal tavshed brydes med støj?
Sverige – et land, der har affødt legendariske bands inden for samtlige af metallens undergenrer, og som med jævne mellemrum stadig smider kvalitet ud i den metalliske stratosfære. Men når snakken falder på mindeværdig nu-metallisk inspireret hardcore fra Sverige, er tavsheden nærmest larmende. Denne tavshed har Through the Noise forsøgt at bryde siden 2013. Det lykkedes, tydeligvis, ikke med debuten Fall of Gaia, men nu prøver de igen med opfølgeren Dualism.
Hardcore er mange ting
Skal jeg være ærlig – og det skal jeg jo – så er det nok tvivlsomt, hvorvidt et band som Through the Noise, og i det hele taget andre bands i denne genre, opnår legendestatus, da der er kommet utroligt mange bands om buddet i de nyere core-genrer. Desværre lyder langt størstedelen som hinanden og kopierer, hvad de hver især får bare lidt succes med. Alt behøver ikke at være legendarisk, for bare det at udgive en plade, der skiller sig ud, eller som egentlig bare er god, kan være ret svært.
På Dualism lyder det, som om Through the Noise prøver at undgå nogle af de faldgruber, mange af deres genrefæller er faldet i. Specielt i sammensætningen af mange af numrene. ”Psychomachina” og ”Digital Playground” er to numre, hvor det virkelig er tydeligt, at det er hardcore, der er i fokus og styrer pladens retning, og det moderne nu-metalliske forbliver et tilsætningsstof. Vokalen bidrager også til at rette pladens fokus mod hardcore, da den ofte leveres på typisk hardcorefacon med råb og skrig. I modsætning til lignende bands, er det kun få omkvæd, hvor den rene vokal tages i brug. I stedet anvendes en mellemting mellem hardrockvokal og hardcoreråb. For at slå udgangspunktet fast med syvtommersøm rundes pladen af med ”Beyond Betrayal”, der burde kunne få de fleste op af stolen og ud at moshe.
Dualism byder på mere eller mindre alle afarter af hardcore fra den mere melodiske slags over i mere standard, og endda et par afstikkere i beatdown. Men i deres forsøg på at skille sig ud ender Through the Noise alligevel med at spænde ben for sig selv. Specielt i deres meget liberale tilgang og forståelse af hardcoregenren. Deres genreforvirring giver desværre pladen et lidt usammenhængende udtryk: en sammenblanding af tilfældige ideer med nu-metallakering . Derudover virker nummeret ”Secret Project”, og generelt pladens mere følsomme momenter, meget malplacerede. Den eneste berettigelse, disse øjeblikke har på pladen, er som materiale til singler, der appellerer til genrens gennemsnitsfans.
Et lille trin over havet af middelmådighed
Havde Through the Noise kunnet træffe en beslutning om den type hardcore, de ville spille, og sorteret de mest blødsødne elementer fra, havde Dualism været en aldeles glimrende plade. Men det betyder nu ikke, at det er en dårlig plade – for genrens vedkommende er den faktisk i den bedre ende. Fordi numrene er skrevet ud fra et hardcoresynspunkt, undgår den nemlig mange af de faldgruber og klicheer, der efterhånden er opstået i genren. Så legendarisk blev det ikke til i denne omgang, men at skille sig lidt ud fra mængden er en start. Dog undrer det mig en smule, hvorfor sangen ”Maktbegär” ikke er på engelsk ligesom resten af pladen. Det giver slet ikke mening – men det er nok en svensk ting.
