Altid have ja-hatten på
Når navlestrengen omtales, er det oftest i en lettere destruktiv forbindelse, hvor denne klippes. Det kan enten være rent fysisk hos et nyfødt barn eller i forbindelse med, at man flytter hjemmefra, forlader et job, man har haft i en længere periode, eller på anden måde et farvel til noget trygt og velkendt. Men hvorfor ikke se lidt mere positivt på navlestrengen, nu den, på den ene eller anden måde, har givet os næring i en vigtig del af vores liv. Den småfilosofiske tankegang er jeg næsten sikker på, er årsagen til, at amerikanske Thou har kaldt deres seneste plade Umbilical.
Jeg ville ønske, alle ”origin stories” lød sådan
Over de sidste ti år har Thou eksperimenteret med både deres lyd, men også med et væld af forskellige kunstnere – blandt andre Emma Ruth Rundle og pladerne May Our Chambers Be Full og The Helm of Sorrow, som er sludge/grunge-perfektion. Næsten alle eksperimenter er dog forsvundet som dug for solen på Umbilical, og i stedet er bandet vendt tilbage til den tonstunge sludge og dens hardcore udgangspunkt.
I det øjeblik feedbacken starter, og Bryan Funck åbner munden på “Narcissist’s Prayer”, så er man allerede klar over, at Umbilical er en vred plade. Splitsekundet senere, hvor trommer og bas gør deres indtog, så er det også afgjort, at pladen bliver isbjergskælvende tung og fængende. “Emotional Terrorist” og “House of Ideas” er den altoverskyggende afmagt og frustration, som Tyrant- og Peasant-pladerne bød på, fokuseret og destilleret ned i en perfekt portionsanretning. 12 minutters drænende klagesang har de færreste tid til, men fire til seks minutters galdespyende mukkertdrøn er perfekt til at komme igennem hverdagens strabadser – specielt når nu Thou har været så flinke at stemme alt to kælderetager under djentbassen. Og kommer du til at nynne “Emotional Terrorist” resten af dagen? Det tror jeg nok, at du gør. Skulle disse numre ikke være nok, så står “I Feel Nothing When You Cry” klar med en håndsrækning. Den perfekte flodbølge af slå-på-tæven-hardcore og brølende sludge skyller nådesløst ind over lytteren, mens den mest selvtillidsopbyggende gang mindfulnesslyrik skriges af lungernes fulde kraft. Thou har aldrig været mere uptempo eller lydt skarpere end på denne gang frustrationsforløsende ekstremyoga.
Thou ville selvfølgelig ikke være Thou, hvis de bare holdt sig til det sludgede og punkede. Så på “The Promise” og “Panic Stricken, I Flee” finder bandet igen deres indre Kurt Cobain frem. Stampende vrede og iført den mest slidte og beskidte skovmandsskjorte kanaliserer Thou deres mest modvillige rockstjernestil og drukner den i fantastisk fængende afmagtsbrølende sludgeriffs. Det er milevidt fra langt størstedelen af Thous bagkatalog, men der er ikke en finger at sætte på det.
Efter “Panic Stricken, I Flee” måtte amerikanerne dog godt have rundet pladen af. “Siege Perilous” er fem halvkedelige minutter, der desværre minder dig om, at ikke alt, som Thou har udgivet, har samme fremragende og catchy karakter som resten af pladen. En øv-afslutning på en ellers glimrende plade.
Lyt nu bare til den. Du bliver så glad
I disse moderne tider kan man heldigvis klippe-klistre i musik, lige så tosset man vil. Så udelader man “Siege Perilous”, har man samlet set den mest tilgængelige og fængende plade, som Thou nogensinde har udgivet, uden at der er gået bare en smule på kompromis med den knoglestøvsmalende tyngde, som bandet har gjort til et varemærke.
