Old but gold
Hvis dansk metal havde et old boys-hold, er der vist ingen tvivl om, at Thorium ville være først på holdkortet. Uagtet at der har været et par ændringer i trupsammensætningen undervejs, har de københavnske veteraner i 25 år været leveringsdygtige i god, gedigen dødsmetal, senest med Blasphemy Awakes fra 2018, der fik afdæmpet ros her fra redaktionen. Som det var tilfældet dengang, er det dog fortsat relevant at spørge, om der stadig er saft og kraft tilbage i de krogede fingerled på det femte fuldlængdeudspil, Danmark, eller om rigor mortis langt om længe har gjort sin entre? Spoiler alert, som de unge siger: Det er ikke tilfældet.
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme – eller hvad?
Nok er albummet navngivet efter moderlandet, men der er ikke meget lokal inspiration at finde på Danmark udover en smule Illdisposed hist og her. For kendere er det da heller ikke nogen hemmelighed, at Thoriums lyd er et kludetæppe bestående af stockholmsk chugga-chugga-død (Entombed, Dismember) og ærkestereotyp Florida-lyd (Hypocrisy, Obituary m.fl.) tilsat en blækklat black her og der. Ikke just innovativt, men det glider da ned, som kæresten plejer at sige om min madlavning.
Samtlige 10 numre på Danmark er optaget i en ugelang livesession, hvilket giver lyden en spontanitet og råhed, som man blandt andet også kender det fra Baests Necro Sapiens. Der er ikke skortet på hverken rasende eksplosioner eller glatte grooves, og allerede på åbneren, ”War is Coming”, demonstrerer bandet en god balance mellem smadder og melodiøsitet. Man får generelt hurtigt indtrykket af, at Danmark er en mere velafbalanceret størrelse end forgængeren, som – i mangel af et passende dansk udtryk – godt kunne virke lidt ”clunky” på produktionssiden. Højdepunkterne er dog noget mere talrige på albummets første halvdel end den sidste. ”Crown of Obscurity” udmærker sig ved et fantastisk ørehængende hovedriff, mens Thorium på ”Semen of the Devil” kompenserer for den håbløst infantile titel med en knusende tung og kaotisk omgang klassisk dødsmetal, hvor navnlig guitarerne og den dynamiske trommeslagning er med til at give lyden et nærmest militæreksercitslignende præg. ”My Decay” er albummets mest groovy skæring og et personligt højdepunkt, om end kvaliteten på den lyriske side efterlader meget tilbage at ønske. Dette er desværre et gennemgående tema på flere af numrene. Af et band, der kan fejre sit sølvbryllup i år, kan man godt tillade sig at forvente lidt mere raffineret sangskrivning end ”my decay, your dismay” og ”every day, trying to survive, break the spell …”, men nuvel. Den anden halvdel af pladen er knap så interessant som den første, men har dog det glimrende afslutningsnummer ”Into the Gods”, hvor Michael H. Andersen læser op fra lærebogen i god growl-teknik. En voldbrutal vokal præstation, der runder albummet af på glimrende vis.
Ikke perfekt, men bestemt heller ikke pensionsmodent
Med Danmark har Thorium demonstreret, at det ikke altid er nødvendigt for en gammel hund at lære nye tricks. Der er ganske vist for langt mellem snapsene til, at albummet kan gøre sig fortjent til en plads på kaminhylden ved siden af alle klassikerne, men håndværket fejler intet. For alle dem, der er lidenskabelige omkring oldschool death metal, vil Danmark uden tvivl være et godt bekendtskab.
