Du kender nok historien, men her er den alligevel: vi har The Big Four of Thrash Metal - nemlig, Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax, men mange inkarnerede fans af thrash metal argumenterer, at det burde være The Big Six of Thrash Metal, og at Exodus og Testament burde være med i thrash-metallens øvre echelon. Med Dark Roots of Earth, opfølgeren til deres comeback fra 2008 The Formation of Damnation slår Testament fast, at de hører til i den absolutte elite inden for thrash metal.
Der er intet svagt øjeblik på skiven, og lige fra starten af den aggressive "Rise Up" til den galloperende "Last Stand for Independence" er der knald på, og lytteren forkæles med sublim thrash metal, der udføres med både mekanisk præcision og brændende passion af erfarne musikere. På vokal har vi selvfølgelig den mægtige Chuck Billy med sin karakteristiske stemme, mens Eric Peterson og Greg Christian leverer de knusende riffs, som en barbarisk kriger leverer slag med en to-håndsøkse. De får hjælp af den fænomenale trommeslager Gene Hoglan og deres on-off lead guitarist, virtuosoen Alex Skolnick. Med denne line-up kan det jo stort set heller ikke gå galt.
Musikken på Dark Roots of Earth er riff-baseret, og der bydes fra ende til anden på tandtrækkende klassiske thrash metal riffs - tjek for eksempel de aggressive "Rise Up", "Native Blood", "True American Hate", "Man Kills Mankind" og "Last Stand for Independence", mens "Dark Roots of Earth", "A Day in the Death", "Cold Embrace" og "Throne of Thorns" er tungere sager (de to sidste er ligefrem melodiske). Men vi har ikke med hvem som helst at gøre her. Dette er Testament, og de er ikke bange for at skrue lidt op for det tekniske niveau, og således er nogle af riffsne lidt mere avancerede og komplicerede end andre, hvilket blandt andet høres i "Native Blood". "Native Blood" reflekterer også et andet positivt træk ved Testament - nemlig, at de ikke er bange for at eksperimentere med elementer fra moderne ekstrem metal, og således dukker der et blastbeat op i det ellers melodiske omkvæd i denne sang, og successen med blastbeats gentages i "American Hate".
Som nævnt er der ikke en finger at sætte på musikernes evner. Rytmesektionen er bundsolid, og Alex Skolnicks virtuøse soli er altid en fornøjelse at lytte til. Chuck Billy viser, at han både kan brøle og synge, og han cementerer endnu en gang, at han sammen med Bobby Blitz og Joey Belladonna hører til blandt mine favorit-thrashvokalister. Produktionen på guitarerne er også knivskarp, og bassen har den metalliske lyd, som også er fundamental hos Megadeth, Anthrax og Overkill, mens trommerne er klinisk veldefinerede, hvilket altid er en fordel, når man har med den teknisk begavede Gene Hoglan at gøre.
Udover skivens ni numre følger der fire bonus-numre med i luksus-udgaven (deriblandt en coverudgave af den ellers funky klassiker fra Queen "Dragon Attack") samt en interessant DVD. Således er der virkeligt noget guf med denne skive - udover selve musikken.
Dark Roots of Earth er måske Testaments stærkeste album i nyere tid, og sammen med Overkills The Electric Age deler det pladsen som årets thrash-album i min verden. Der er simpelthen tale om en solid omgang klassisk thrash metal, der trækker på både gammelt og nyt, og byder på aggression, melodi og finesse. Sammen med The Electric Age fra Overkill hører Dark Roots of Earth hjemme i enhver trash metal-samling.
Vær med til at fejre Chuck Billys indianerrødder i Native Blood:
Kommentarer (2)
hellcock
Indlæg: 189
Fedeste skive siden The
Fedeste skive siden The Legacy
hellcock gav Testament - Dark Roots of Earth 10/10.
Claus Westh Ljørring
Redaktør
Indlæg: 378
Nhah er ik helt enig. I min
Nhah er ik helt enig. I min bog er The Gathering deres fedeste skive. Den er hård, aggressiv men stadigvæk med den fede Testament lyd, men klart deres nyeste skive er så hamrende fed også...
En bejler til AOTY